Når dit barn eksploderer

Har du et barn, der hyppigt eksploderer på en voldsom måde – over ting, som i dine øjne er småting? Hvis tingene eksempelvis ikke er helt som de plejer, eller hvis et behov ikke opfyldes her og nu?

Eller måske imploderer dit barn, som mit ene barn af og til gør. Går ind i sig selv og nedsmelter på en måde, hvor genetableringen af kontakt bliver ganske vanskelig?

Jeg har netop haft glæde af at læse Ross W. Greenes bog “Det eksplosive barn”. I bogen giver Greene en meget konkret metode til at lære at kommunikere og samarbejde med dit barn på en anden måde. Bogen er meget amerikansk i sin tone, men jeg synes den har stor værdi i kraft af Greenes respektfulde tilgang til børnene.

Hans grundlæggende holdning er, at børn vil samarbejde og gøre os glade, hvis de på nogen måde kan. Når de ikke kan og eksploderer på destruktiv vis, handler det ofte om en manglende udvikling i forhold til at være fleksibel og klare skift.

Hans kommunikations-model er noget af det mest respektfulde og tillidsfulde, jeg har læst omkring kommunikation med børn. Han tror virkelig på børnenes evner til at samarbejde, at finde løsninger og indgå  kompromiser – og det i sig selv er vældig inspirerende.

Terapi til forældre – et eksempel

Jeg har lyst til at give et eksempel på det, jeg skrev om forleden – et eksempel fra mit eget liv.

Min datter er ofte meget genert, reserveret og tilbageholdende i forhold til nye mennesker, især voksne, som hun ikke kender. Det var gennem længere tid svært for mig. Jeg vidste ikke, hvorfor hun var sådan, hvordan jeg skulle hjælpe hende, og var i det hele taget meget bekymret for, hvordan hun dog skulle klare sig.

Jeg tog det op i min egen terapi og begyndte med støtte fra min terapeut at arbejde med min egen generthed. I stedet for at se på min datters “problem”, måtte jeg vende kikkerten indad og se på, hvilken rolle min egen generthed har spillet i mit liv. Hvordan har den været et problem, hvad har den gjort af godt for mig, er der noget jeg kan takke den for osv. osv.

Det er en måde at acceptere, anerkende og integrere genertheden som del af mig selv. Det er det, som nogle kalder “skyggearbejde”.

Pointen er, at når jeg har accepteret og integreret fx genertheden som en del af mig selv, kommer jeg ikke til at lægge min egen forkerthedsfølelse over på min datter, når jeg ser min egen skyggeside i hende. Hun skal ikke bære min bekymring, og på den måde sætter jeg hende fri. Hvem ved – måske er det slet ikke et problem for hende at være genert? Måske kommer det “forkerte” ved det kun fra mig.

Terapi til forældre

Som forældre oplever de fleste af os ind i mellem, at vi ikke forstår vores børn. Vi synes de er besværlige eller forkerte, og vi ved ikke, hvad vi skal gøre for at hjælpe eller støtte dem – eller i sidste ende ændre dem. Følelsen af at komme til kort er en del af forældreskabet.

Så hvad skal vi gøre, når der er noget i vores relation til vores børn, der ikke fungerer? Når der er noget, vi ikke kan holde ud og rumme i forhold til vores børn, når de bare gør livet besværligt for sig selv og for os?

Som Charlotte skriver i kommentaren her – terapi, terapi, terapi! Og det er vel at mærke terapi til forældrene. Selvfølgelig findes der børn med reelle vanskeligheder, handicap osv. – børn (og forældre), der skal have den relevante hjælp til et ordentligt liv. Det er ikke dem jeg skriver om her.

Jeg skriver om alle os forældre, der har “almindelige børn med almindelige problemer”. Når det bliver svært at forstå og samarbejde med vores børn, så er det os som forældre, der må tage ansvar for det. Vejen frem til at anerkende sit barn – hele barnet med alle dets sider – er at acceptere alle sider af sig selv.

Hvis vi ikke arbejder med at lære os selv at kende og på den måde komme til at acceptere og holde af alle vores sider – også dem vi umiddelbart ikke kan lide, og som har gjort vores liv besværligt eller som vi engang har lært var forkerte – så kommer vi heller ikke til at kunne give vores børn den accept og anerkendelse de har brug for.

Forældre og forventninger

Dette indlæg ovre hos Anni giver mig lyst til at formulere noget om forældre og deres forventninger til deres børn. Må vi som forældre ikke forvente noget af vores børn, og er det ikke i orden, at vores forældre engang (eller stadig) forventede noget af os?

Jeg tror, alle forældre ønsker, at deres børn udvikler sig til livsduelige mennesker, der klarer sig godt her i tilværelsen. Men hvad er “livsduelig”, og hvad er “godt”? Det er der mange forskellige opfattelser af. I nogle familier er det vigtigt at være fagligt stærk i skolen. I andre er det vigtigt at være en god ven, at tage hensyn til andre og ikke være egoistisk. I andre er det vigtigt at udtrykke sig selv kreativt eller kunstnerisk. I andre igen er det vigtigt at være i god fysisk form og klare sig godt sportsligt, osv., osv….. Det er vidt forskelligt, hvad der giver værdi i en familie, men én ting er sikkert: børnene opsnapper det.

Problemet for mange af os er, at vi kun fik anerkendelse og kærlighed, når vi levede op til de værdier, der var i vores barndomsfamilie. Det er på et dybt og usagt niveau blevet kommunikeret til os, at vi kun var værdifulde, når vi var på en bestemt måde. Og det har medført, at der er dele af os, der aldrig er blevet udviklet. Der er dele af os, der er blevet vores skyggesider, som vi ikke kan og vil rumme.

Her ligger der virkelig en mulighed for udvikling. Hvis vi vil, kan vi blive mere hele og tilfredse mennesker, hvis vi vil arbejde med alle de sider af os selv, som vi har fraspaltet.

Så for at svare på mit indledende spørgsmål: Jo selvfølgelig må vi have forventninger til vores børn – når bare vi også rummer og elsker deres dumme, frække, dovne, grimme og alt mulig andet sider!

“Den almindeligt hengivne mor”

Jeg er i gang med at læse “Spædbørn og deres mødre”, som er en række artikler og foredrag af børnelægen og psykoanalytikeren Donald Winnicott. Mange af dem er tilbage fra 50′erne og 60′erne, og det slår mig igen og igen, hvor indsigtsfuld og forud for sin tid, Winnicott var, når han beskæftiger sig med mødre og deres helt små børn.

Han indfører begrebet “den almindeligt hengivne mor”, som er den helt almindelige, gennemsnitlige mor uden alvorlige psykiske forstyrrelser. Denne mor vil, hvis man lader hende være i fred, helt automatisk tage sig af sit lille barn på en passende måde. Hun vil helt naturligt og af sig selv opfylde såvel dets fysiske som dets psykiske behov, så det bliver muligt for barnet at udvikle sig.

Winnicott er meget optaget af, at hvis man som “ekspert”, dvs. læge, sygeplejerske, jordemoder, sundhedsplejerske osv., tror at man skal lære den nye mor noget, så risikerer man faktisk at forstyrre den naturlige tilknytning og proces, fordi man får stresset moren. Det, som eksperterne kan og skal gøre, er at skabe rammerne for, at moren har ro og støtte til at finde sin måde sammen med barnet. For så vil hun helt automatisk gøre alt det, som spædbarnet har brug for.

Winnicotts tiltro og kærlighed til mødrene og deres evner for at tage sig af sit barn er for mig dybt rørende. Og jeg mener, at han har fuldstændig ret i, at når vi er nybagte mødre, er vi i en helt speciel tilstand, hvor krop og instinkter tager over. For omgivelserne handler det om ikke at forstyrre dette særlige rum – for så finder de allerfleste mødre ud af tingene på allerfineste måde.

Smertensbarnet

Flere gange i løbet af min uddannelse var temaet, vi arbejdede med, vores familier – både barndomsfamilien og vores nuværende familie. Det handlede bl.a. om roller, ansvar og følelser i familien.

Engang vi arbejdede med vores nuværende familie viste det sig, at for alle os, der havde børn – det være sig voksne børn som små børn – var der ét af børnene, der var smertensbarnet. Dén, man var bekymret for. Dén, man var bange for, hvordan skulle klare sig her i livet. Dén, man ikke altid forstod. Dén, man havde lyst til at ændre ved (hvis man skulle være helt ærlig).

Oftest er det den ældste det går ud over, sommetider midterbarnet og sjældent den yngste. Og ja, jeg skriver “går ud over”, for det kan være en stor byrde for det barn, der skal bære sine forældres bekymring. Det levner ikke så meget plads til at leve og udfolde sit eget liv og sind, og den bekymrede forældre kommer nemt til (uforvarende) at være grænseoverskridende.

Der er virkelig grund til at gøre noget ved den evige bekymring – både for din egen skyld og for barnets. Èn af de ting, der sker i sådan en “bekymrings-relation” er, at man får blandet sig selv og barnet sammen, sådan at det bliver uklart, hvad der reelt er barnets og hvad, der er dine egne temaer, som du får lagt over på barnet – for eksempel din egen angst for at være udenfor, for at være en fiasko eller hvad det nu kan være.

Det vil sætte både dig selv og barnet fri, hvis du vil arbejde med det. Det, du kan gøre, er at undersøge, hvad der er dine egne temaer, så du får dem skilt ad fra barnet. På den måde får du en friere relation til barnet, kan se det tydeligere som en uafhængig person. Dermed bliver det også muligt at se mere realistisk på barnets styrker og svagheder – og også se om det reelt har brug for ekstra støtte i nogle situationer.

At mærke mine grænser

Kender du det at kunne blive presset helt ud til kanten af dine børn? Dér, hvor du ved, at du vil skrige, hvis du skal smøre én mad mere, skal forholde dig til én konflikt mere mellem veninderne i gården, eller hvis der er nogen, der ikke kan sove? Jeg gør!

Gennem mine mange, mange timers terapi og min uddannelse til terapeut ved jeg, at det handler om at mærke, sætte og holde mine egne grænser i tide. At bevare mig selv samtidig med at jeg er nærværende og tilstede i forhold til mine børn. At finde momenterne med ro og pauser, hvor jeg kan vende mig indad og få kontakt til mig selv og min egen energi. For ikke at blive ædt op og først opdage, at det er dét, der er sket, når hætten ryger af.

Lettere sagt end gjort… Og det er noget jeg løbende arbejder med i min egen terapi, fordi det at sætte og holde mine grænser altid vil være et tema i mit liv – i mere og mere afmattet form efterhånden som jeg bliver ved med at arbejde med det.

Det svære moderskab

Dette skønne indlæg med tilhørende kommentarer ovre hos Frederikke fik mig til at tænke på et af de sidste tabuer indenfor moderskabet. Det er ikke længere et tabu at være uperfekt som mor – det er nærmest blevet moderne, bl.a. her i blog-land, at vedkende sig sin egen utjekkethed i mor-rollen. At man ikke har styr på lukkedagene og forældremøderne i institutionen, ikke producerer en kernesund madpakke, er i sidste øjeblik med fastelavnskostumet osv. – alt det er på en bagvendt måde blevet tegn på, at man er en afslappet, overskudsagtig mor.

Derimod er det stadig vanskeligt at være åben omkring sine følelser og få støtte, når der er noget inderst inde, der er vanskeligt i forhold til moderskabet – fx når det er svært med tilknytningen. Når der er noget svært omkring kærligheden til den lille nye basse. Måske skriger han meget, måske sover hun ikke, som man kunne ønske sig, måske er det “bare” et chok at have født og være blevet mor og mærke den radikale forandring af livet – kort sagt når forventningerne på en eller anden led ikke bliver indfriet.

For hvad gør man, når virkeligheden bare slet, slet ikke ligner drømmene? Og når man mærker, at den forgyldte moderkærlighed ikke bare sådan lige indfinder sig? Og når man samtidig konstant mødes med kommentarer i genren “Husk nu at nyde det” og “Er det ikke bare det bedste, der er sket dig”? Så er det svært at svare “Jo, men det er også det værste” eller “Det er fandme svært at nyde tiden med en skrigeunge, som jeg ikke kan stille tilfreds, og jeg føler mig som en uduelig mor”.

Det er svært at åbne op om tilknytningsvanskeligheder, fordi det er så sårbart. Det er sårbart, fordi det vedrører vores eget allerinderste – der hvor vi selv engang har været afhængige af nogle andre. Samtidig er åbenhed det eneste, der hjælper, for det vil bringe dig ud af ensomheden, og du vil opleve, at der virkelig er andre, der også har oplevet noget lignende og som forstår dig. Når du får forståelse og omsorg, bliver det muligt for dig at arbejde med det vanskelige og finde frem til din måde at være mor på.

Fordi jeg selv har været dér, hvor det var svært for mig helt at knytte an til mine børn (af forskellige grunde, som jeg måske vil fortælle om en anden gang) går mit hjerte ud til alle de kvinder, der kæmper og har det svært med at være mor til deres små guldklumper. Jeg håber I rækker ud og får den støtte og omsorg, som I har brug for.

At aflevere…

… mit grædende barn i vuggesuen – det er altså ikke den optimale start på dagen. Jeg er tung om hjertet og tung i hovedet af snot og host. Det er en dårlig kombination.

Jeg har i årevis arbejdet med min egen adskillelses-angst, så jeg ikke skal komme til at overføre den til mine børn. Jeg har godt styr på den og ved, hvad den handler om for mig, men den stikker alligevel altid hovedet frem i den slags (for mig som mor) spidsbelastninger. Og det er sådan det er med vores livstemaer – de vil være vores følgesvende hele livet, og ind i mellem må vi hilse på dem, selv om de synes nok så gennemarbejdede.

Så det vil jeg gøre i dag. Hilse på angsten for adskillelse – og angsten for ikke at være en god nok mor – og tillade mig at være trist over, at det ikke var nemt at gå i morges.

For nu ved jeg af erfaring, at måden det kan lette på igen, er ved at give følelserne lov til at være der, trøste mig selv lidt og give mig selv forståelse for, at det er svært. Noget af det, jeg har lært i terapi er, at jeg har gode grunde til at have det, som jeg har det – grunde som findes i min egen historie. Hvis jeg undertrykker mine følelser eller ikke tager dem alvorligt, så gentager jeg blot historien.

Apropos forandring…

…så skal lillebror starte i vuggestue i morgen. Han er 21 måneder og gennem de sidste syv måneder har jeg delt en privat dagpleje-ordning med en anden familie, dvs. vi har på skift passet to unger. Alt taler for, at det er en god ting, at han skal i vuggestue nu: det er i storesøsters institution, så de kan nå at have glæde af hinanden, inden hun skal i skole til sommer, jeg er træt af at passe børn og vil arbejde som terapeut på fuld tid, den daglige logistik bliver meget enklere og vi skal ikke længere være afhængige af en anden familie.

Jeg har i lang tid sukket efter den vuggestueplads, og så har jeg alligevel været underligt vemodig i denne weekend. Det var trist i fredags at sige farvel til den anden familie med bevidstheden om, at vi nok ikke kommer til at ses igen, og jeg kan alligevel ikke helt oveskue, hvordan min lille nullermand skal klare sig i vuggestuen…

Og så er der den del af mig, der godt ved, at en stor del af vemodet ganske enkelt også handler om modstanden mod forandring. Nu vidste jeg jo lige, hvad jeg havde, og lige nu virker det bare  så meget mere attraktivt, end at skulle få nye vaner i hverdagen.

Meget belejligt har lillemanden valgt at få feber her til eftermiddag, så måske jeg kan trække starten en lille stund længere og dvæle lidt i vemodet og modstanden.