Uanset hvilke vanskeligheder, du kommer med, vil det nedenunder handle om, at du ikke er tro mod dig selv. På et eller andet tidspunkt i dit liv, har du måtte pakke dit eget autentiske væsen væk – som en overlevelsesmekanisme. I dit nuværende liv bliver det før eller siden en begrænsning for dig. Livet kan komme til at føles tomt og meningsløst, eller du opdager, at du bliver ved med at gentage destruktive mønstre – velvidende at det er dårligt for dig, men ude af stand til at stoppe det og tage vare på dig selv.

I terapi kan du få støtte til at finde ind til dig igen. Støtte til at mærke dine egne behov, lyster og grænser. Støtte til at stå ved det, som du mærker. Støtte til at møde verden fra et sted, hvor du er i kontakt med dig selv.

Terapi handler om at få den anerkendelse og opbakning, som alle mennesker har brug for, for at du kan blive mere og mere dig.

At elske for meget har ikke så meget at gøre med, hvordan de helt nøjagtigt er, dem som du er tiltrukket af. At elske for meget handler om, at der sker noget med dig, når du går ind i en nær relation. Du mister dig selv, forsvinder over i den anden, bliver afhængig af den anden. Det handler om, at der for dig er et sug henimod mennesker, som dybest set ikke kan give dig det, du længes efter.

Det kan være du selv har det svært med nær kontakt og på denne måde indirekte undgår det. Det kan være du kun kan føle, at du har værdi, når du hjælper og redder den anden. Det kan være du dybest set føler dig så uelskelig, at du kun kan forestille dig at få kærlighed ved betingelsesløst at stille dig til rådighed.

I terapi kan du undersøge, hvad dine dysfunktionelle forhold handler om for dig med lige netop din livshistorie.

Det er spørgsmål, som jeg ofte møder, når jeg har pårørende til (måske) alkoholikere i terapi. Det er som om, at det er meget grænseoverskridende at beskylde nogen for at være alkoholiker. Det er det på en måde jo også, men det er værd at holde fast i, at en andens alkoholforbrug eller forhold til alkohol spiller en rolle for dig som pårørende – ellers ville du jo slet ikke begynde at stille spørgsmålene.

Så hvornår er man alkoholiker? Det handler ikke om hvor meget man drikker, men om hvordan éns druk påvirker én selv og éns omgivelser. Hvis det påvirker dig som pårørende, hvordan en anden drikker, så er der sandsynligvis noget om din fornemmelse af, at der er noget galt – at noget ikke er normalt. Og det er meget vigtigt at tage din fornemmelse her alvorligt, så du har mulighed for at arbejde med, hvordan du vil forholde dig i den situation – for alkoholikeren kommer du ikke til at ændre. Det skal han/hun selv ville og gøre.

Når noget er svært for os, er vi mennesker som oftest optaget af, hvordan vi burde være, eller hvordan vi ikke vil være. Det betyder, at vi ikke er med dét, der er. Vi ser hverken os selv eller vores omverden, som den er, men er styret af gamle overbevisninger, overlevelsesmekanismer, ønskedrømme osv.

Når vi opdager noget i os selv, som ikke er, som vi synes det skal være, så vil vi gerne videre. Vi bliver optaget af, hvordan vi og verden burde se ud i en fremtid. Paradokset er, at dette ønske om at komme videre bremser for vækst.

Vejen til vækst er at blive ved det, der er – og undersøge det, dvs. at fordybe sig i, vende og dreje, hvem jeg er i alle mine forskellige dele af min personlighed. Gennem dette arbejder er det muligt at nå frem til en anerkendelse af sig selv, og SÅ kan forandringen ske.

At ønske sig videre bremser den personlige udvikling, fordi man på den måde faktisk forlader sig selv, som man er her og nu. Når jeg går fra mig selv, kan jeg ikke rykke mig, fordi jeg har forladt virkeligheden og lever i en drømmeverden.

Når jeg derimod bliver ved mig selv og anerkender mig selv, kan jeg flytte mig, hvis det er nødvendigt, fordi jeg er i kontakt med virkeligheden og dét, der er.

Det kan føles både pinefuldt og sørgmodigt at give slip på ønske-forestillingerne, og det kan føles slidsomt og kedeligt at se grundigt på mig selv og min virkelighed – men i kontakten med virkeligheden ligger rigdommen, for det er når jeg er i virkeligheden, at jeg har mulighed for at leve et godt liv.

Eller måske imploderer dit barn, som mit ene barn af og til gør. Går ind i sig selv og nedsmelter på en måde, hvor genetableringen af kontakt bliver ganske vanskelig?

Jeg har netop haft glæde af at læse Ross W. Greenes bog “Det eksplosive barn”. I bogen giver Greene en meget konkret metode til at lære at kommunikere og samarbejde med dit barn på en anden måde. Bogen er meget amerikansk i sin tone, men jeg synes den har stor værdi i kraft af Greenes respektfulde tilgang til børnene.

Hans grundlæggende holdning er, at børn vil samarbejde og gøre os glade, hvis de på nogen måde kan. Når de ikke kan og eksploderer på destruktiv vis, handler det ofte om en manglende udvikling i forhold til at være fleksibel og klare skift.

Hans kommunikations-model er noget af det mest respektfulde og tillidsfulde, jeg har læst omkring kommunikation med børn. Han tror virkelig på børnenes evner til at samarbejde, at finde løsninger og indgå  kompromiser – og det i sig selv er vældig inspirerende.

Der er personlige beretninger fra kendte og ukendte mennesker, beskrivelse af diagnoser, gode råd og meget andet.

Skønt hvis 2011 bliver det år, hvor det bliver mere okay at være åben om de psykiske vanskeligheder, vi allesammen har ind i mellem!

Jeg kom roligt ind i det – efter dejlig sushi og rødvin lå jeg kl. 24 mellem mine to børn og lyttede til fyrværkeriet. Sådan er min nytårsaften god med to små børn.

Så hvad skal 2011 bringe?

Jeg har planer om, at det, der giver mig mening her i livet, skal fylde endnu mere – dvs. jeg vil beskæftige mig endnu mere med terapi både personligt og professionelt.

Professionelt vil jeg åbne op for flere individuelle klienter, og jeg fortsætter mit samarbejde med den skønne Katja, hvor vi sammen skal starte flere grupper for pårørende til alkoholikere og misbrugere.

Personligt er der ting, jeg ønsker at arbejde terapeutisk med og fordybe mig endnu mere i – og bl.a. derfor har jeg besluttet at tage en efteruddannelse i kropterapi ved Akademiet for Psykoterapi.

Hvilke planer har du for 2011?

Det er derfor med stor fryd, at jeg kan præsentere Katjas og mit nye udvidede samarbejde omkring grupper lige her.

Et af disse ultimative anliggender – eller vilkår – er at vi alle skal dø, og om det har Yalom skrevet bogen “Som at se på solen”. Den handler om dødsangst og hvordan vi kan håndtere den og endda profitere af den. Det er paradoksalt nok en meget livsbekræftende bog.

Den handler om, hvordan dødsangsten kan omdannes til en bevidsthed om accept af, at vi skal dø. En accept, som vi kan leve med på en anden måde end angsten, som kan smadre vores liv.

At leve med bevidstheden om, at vi skal dø, kan give os modet til at leve det liv, vi ønsker, og i sidste ende give os livslyst i stedet for livs- og/eller dødsangst.

Bogen er fyldt med eksempler fra Yaloms liv som terapeut, og han deler gavmildt ud af sine egne erfaringer – både professionelle og private, og den er virkelig læseværdig og hermed anbefalet.

Der kan ske noget helt særligt i grupper, som ikke har mulighed for at udfolde sig på samme måde i individuel terapi, og jeg bliver helt høj af at opleve det – uanset om jeg er deltager i eller leder af en gruppe.

Det er et kæmpe sus, en enorm lettelse,  et chock, en stor glæde og meget andet, når man oplever, at der er andre mennesker, der har det nøjagtig lige som én selv. Når der sidder et menneske og fortæller om noget dybt personligt og meget sårbart, og man bare har lyst til at sige (råbe) “det kunne være mig, der sad og sagde det dér. Jeg har det nøjagtig ligesådan!”.

Det er i sig selv helende at opdage, at man virkelig ikke er den eneste i verden, der har det på en bestemt måde. Det giver en tro på, at man (sammen) skal finde ud af det, og ensomheden er for en stund ikke alt-ædende.

Gruppen kører onsdage i ulige uger og er åben for nye deltagere.