Særligt sensitive børn

Jeg kan lige så godt indrømme det med det samme – jeg har en svaghed for amerikanske selvhjælps-bøger. Faktisk elsker jeg deres no-nonsense tone, deres you-can-do-it tilgang til tingene (at jeg som oftest når til side hundrede-etellerandet for så akut at få røde knopper over at få stoppet det samme budskab i forskellige indpakninger ned i halsen – det er en anden sag).

Lige nu er jeg optaget af den amerikanske psykolog og psykoterapeut Elaine N. Arons bøger om det at være særligt sensitiv i en verden, der er skruet sammen til at matche de 80%, der ikke er særligt sensitive. Hvis du som jeg oplever dit barn som genert, reserveret, tilbageholdende eller stille i nye situationer, og samtidig oplever en helt anden side af hende derhjemme; en side, hvor hun er non-stop snakkende, kreativ, idérig, levende og glad – ja så er der en chance for at hun er særligt sensitiv.

Min datter er 6 år lige om lidt. Fra hun var omkring 14 dage var hun bevidst om forskellen på mor og fremmede og ville kun være hos mig, og denne læggen afstand til fremmede har fulgt hende lige siden. Jeg har gjort mig rigtig mange bekymringer om hendes generthed/skyhed/reserverethed – bl.a. fordi jeg selv kender til generthed og de besværlige situationer og pinefulde følelser, det kan medføre (jeg ønsker jo som de fleste forældre, at mit barn skal gå gennem livet uden at opleve smerte ;-)). Der har bare hele tiden været noget, som ikke “passede sammen”, når jeg så på min datter, for selv om jeg ser generthed, så ser jeg også et godt selvværd. Hun siger til og fra, har tydelige grænser, som hun holder på, lader sig ikke overskride, ved hvad hun (ikke) vil osv. Og inden i mig hænger min generthed sammen med et dårligt selvværd, hvor jeg bliver for optaget af, hvad andre mon mener om mig.

Lige her gav Elaine Aron mig et svar i sin bog “The Highly Sensitive Child”: et sensitivt barn observerer og opfatter så meget i sin omverden, at det har brug for ekstra tid til at omsætte det hele, at orientere sig, før end det er muligt for barnet at træde ind og deltage i en situation. Så når jeg om morgenen afleverer min datter i børnehaven, og der drøner 10 børn rundt inde i puderummet, er det ikke muligt for min datter umiddelbart at kaste sig frådende ind i legen, men når jeg henter hende om eftermiddagen kommer hun ud fra puderummet – pustende og med røde kinder.

Er dit barn også genert eller bliver det let overstimuleret af for mange indtryk? Har dit barn brug for ro og pauser, hvor oplevelserne kan fordøjes? Har dit barn stærke præferencer i forhold til tøj og mad? Kender du til frustrationen over at andre aldrig oplever dit barn, sådan som du gør med alle dets evner og talenter?

About these ads

25 tanker om "Særligt sensitive børn"

  1. FruGosch

    Den bog kender jeg godt :-) Og det med at være sensitiv ditto. Både fra min dreng på 9 og fra mig selv ;-) Noget med at opfatte alle små detaljer, tage alle stemninger ind især.

    Det kan være temmelig udmattende, og man bliver nemt overstimuleret. For min drengs vedkommende har det også hæmmet ham meget – gjort ham mindre udadvendt, mindre handlende, mindre modig….Og det kræver fin indføling fra omgivelserne. Til gengæld er hans egen empati kanon! :-)

  2. dortemoellmann Post author

    FruGosch – tak for din kommentar. Jeg kender det også rigtig godt fra mig selv, og jeg synes virkelig den bog beskriver så fint, hvordan det er, og også at det kan give sig udtryk på forskellige måder. Og ja, det kan lige præcis være udmattende og derfor så vigtigt at støtte barnet (og sig selv) i at det er ok at behøve ro og pauser til sig selv. Det har taget mig det meste af 10 år i terapi at anerkende mig selv der, og håber at jeg kan give det med som noget helt naturligt til mine børn :-)
    Mht. at være hæmmet beskriver hun et sted i bogen, hvordan et barn, der måske virker hæmmet set udefra kan føle sig fuldstændig uhæmmet indeni, men fx bare være optaget af at observere og tolke, hvad der sker. Det var en stor lettelse for mig at læse :-)
    Dorte

  3. FruGosch

    Det er nemligt rigtigt. Min store dreng bliver af nogle opfattet, som nærmest lidt langsom i det. Og jeg opfatter ham lige modsat. Altså han har så nogle andre besværligheder også – områder, som er svære for ham. Men når han eks holder sig tilbage i nogle sammenhænge er det ikke fordi, han ikke tænker, overvejer – men derimod tænker, analyserer, observerer, tolker Alt….(for meget).

    Hans hukommelse er iøvrigt kæmpe stor, ser også mange, mange detaljer.

    Ja, det var også en dejlig oplevelse for mig at se både ham og jeg i det lys med at være særlig sensitiv. (Også fordi det meget beskrives som en gave og en intelligens, og ikke bare som en mangel/et handicap). Men jeg har siden også tænkt, at det ikke er en forklaring/optik, som kan bruges alene – at der er mange andre ting, der “gør” en person. Og der kan være mange forskellige grunde til, at man evt er særlig sensitiv.

    Min søn har måske også nogle sanseintegrationsproblemer, og vi overvejer børstning. Og så får han fiskeolie, og jeg synes faktisk, det har hjulpet ham med ikke så nemt at stresse over små ting, eksempelvis høje lyde/lyden af TVet der tænder (den der brummende lyd) osv. ;-)

    Men du har fuldstændigt ret: man skal også anerkende, og videregive dette til sine børn, at det også er en gave. Og jeg er så stolt af min dreng, og at han simpelthen ser og opfanger små, små signaler fra andre mennesker – når de er kede af det osv. Han er bleve storebror i en sen alder, og læser den lille sublimt!

    PS: Det med genertheden kan man heldigvis vokse fra – jeg taler af egen erfaring. Var så genert som barn, at jeg næsten ikke turde gå ind i klassen i 0., hvis jeg var “kommet bagud”. Kan huske at jeg stod der op af væggen og overvejede, om jeg mon kunne gemme mig bag frakkerne og bare blive stående der på gangen. Og i dag taler jeg en hel del, er ikke bange for at sætte mig selv i centrum og i spil :-)

  4. Dorte

    Nåårh lille FruGosch der står der i frakkerne… Jeg genkender det fuldstændig :-)
    Heldigvis er jeg også selv kommet videre i.f.t. min generthed – både så jeg er mindre genert og at jeg rummer den side af mig selv bedre. Men det bliver stadig noget af en udfordring for mig, når min lille (store) pige skal i skole til sommer ;-)
    Kh

  5. Charlotte Skaaning

    Hvilken lettelse…..de der amerikanske selvhjælpsbøger.!!!! Går jo lidt stille med min hang til dem. Bliver til ikke-lødigt i min fantasi, og måske langt udenfor den også. Nå, men her er jo noget, vi to er enige om, som i så meget andet :-)
    Jeg er tilmeldt et seminar med Elaine Aron som er i Danmark, lørdag den 27. marts. Måske det også var noget for dig, FruGosch og andre, der måtte læse med her. Kig evt. mere på http://www.sensitiv.dk .
    Jeg er enig med dig FruGosch i, at det at være særligt sensitiv ikke kan stå alene som en forklaring i forhold til langsomhed, tilbageholdenhed, generthed m.m. Der er mange faktorer, der jo spiller ind i vores måde at være i livet på. Jeg synes, at E.A.’s teorier kan være støttende og befriende i forhold til at holde fast i, at jeg er ok lige som jeg er, men jeg synes også, at de kan have karakter af en slags diagnose. Det synes jeg, der ligger en begrænsning i a´la: det kan jeg ikke, fordi jeg er særligt sensitiv. Og så stopper udviklingen jo der, tænker jeg….hm :-)
    Fed side, Dorte. Glæder mig til at følge med her. Ses snart :-)
    kh Charlotte

  6. Dorte

    Charlotte – dejligt at se dig her :-)
    Jeg er enig med jer begge i, at det at være særligt sensitiv ikke kan stå alene som forklaring på et menneske. MEN jeg synes det er et godt supplement til forståelsen,især E.A.’s fokus på trækkets positive egenskaber, som ellers ikke umiddelbart værdsættes… Og som diagnose kan man selvfølgelig risikere at det bliver en sovepude.
    Mht. amerikanske selvhjælpsbøger, så har jeg også for nylig læst Debbie Fords bøger om skyggearbejde med stor fryd ;-)

  7. Mette

    Min søn er særligt sensitiv. Det er en befrielse at læse jeres kommentarer og finde andre spejle sig i. I kan følge mine betragtninger omkring emnet, hvor jeg i flere år har skrevet anonymt om min søn på snart 9 år, der er særligt sensitiv og har sansemotoriske problemer.

    Han siger selv: “Jeg kan føle andre mennesker”. Han er eminent til til at aflæse og har som jeres børn en fantastisk evne til empati og indlevelse.
    Hvor er det dejligt, at man ikke er alene.

  8. sensitivitet - Mette

    Hej Dorte
    Det kan jeg. Jeg har også læst andre af dine spændende artikler. Det er altid godt at blive klogere, men også at have mulighed for at udveksle erfaringer og sparre med andre, der har lignende problematikker. Derfor er Internettet jo genialt i forhold til at finde ligesindede indenfor et område med sensitive børn, da der på ingen måde er kendskab eller fokus på disse børn i skolen eller i daginstitutionerne. Det er desværre ikke min erfaring.

    Mette

  9. Betina

    Vi står med en særligt sensitiv dreng på 15 år, som lige nu gennemlever en genopbygning af sit system efter en nedsmeltning. Han siger, at bare han havde nogen at tale med på sin egen alder, som også er særligt sensitive, ville det hjælpe ham meget. Kender nogen et forum?

  10. Dorte Post author

    Kære Betina
    Jeg kender desværre ikke noget konkret at henvise jer til. Det må være svært at være sensitiv dreng på 15 og samtidig føle sig ensom i det… Hvis I bor i København eller omegn er der noget der hedder http://www.samtalegrupperkbh.dk som er henvendt til unge, men om der lige er noget for særligt sensitive ved jeg ikke.
    Andre der ved noget om tilbud til særligt sensitive unge?
    KH

  11. Josefine

    Hej.
    Jeg er en pige på 14 år, som har fundet ud af, at jeg er særligt sensitiv for .. det er vel et par måneder siden nu.
    Det var en stor lettelse for mig, da min mor gav mig bogen “Mindfulness”, og vi fandt ud af, hvad det var, der var med mig. Det er spændende at læse om de mange ting, som næsten alle sammen passer på mig.
    Men vi sidder her og er lidt et par spørgsmålstegn, for det er da fint nok at vide, hvad man er, og at man ikke skal “overstimulere” sig selv. Men hvordan er det så lige man lader være med det?
    Bogen gav nogle få eksempler, men alt i alt synes jeg, at det meste er fakta – og kun fakta på internettet. Det hjælper jo fint at skrive, at vi ikke skal overstimulere os selv osv. – men der står ingenting om, hvordan. Der er heller ikke nogen forum til voksne, børn eller unge, som er særligt sensitive eller er forældre til særligt sensitive.
    Så er der nogen her, der ved hvordan man skal takle sin sensitivitet … ?

    Hilsen Josefine.

  12. Betina

    @Josefine
    Det er rigtigt, at den lette del af forhindring af overstimulation er at sige, at man skal undgå det. Det er straks sværere at finde ud af hvordan :-)
    Med udgangspunkt i at ingen mennesker er ens, så skal du blive mere bevidst om de følelser, du har i kroppen i de forskellige situationer. Altså hele tiden mærke efter, hvordan har jeg det lige nu?
    Jeg går ud fra, at du sagtens kan mærke, når du ER overstimuleret. Du kan evt. lave en lille status for dig selv, når det sker eller rettere når det er sket. Hvilken situation har jeg lige været i? I hvor lang tid? Var der mange lyde? Mange mennesker? Stærke lugte? For varmt/koldt? Prøv at gå detaljerne igennem igen i tankerne.
    Efterhånden som du får den samme indføling med dig selv vha. ovenstående lille øvelse, vil du meget lettere kunne undgå overstimulering. Fordi du på den måde kan forbygge ved evt. at tage en pause, trække dig tilbage til at andet rum et øjeblik, regulere på temperaturen, slukke for radio/tv eller på anden måde ændre på at det kører afsted med dig.

    For det er jo det “sjove” i det at være særligt sensitiv. Vi ved, hvad andre har brug for i forskellige situationer for at føle sig bedre tilpas, men vi kan godt komme til at glemme os selv at mærke efter hvad vi selv har brug for og så er det vi kan blive overstimuleret.

    Du har helt sikkert praktiseret det som helt lille. Prøv at spørge din mor om du ikke var flink til at give udtryk for, hvad du havde brug for den gang.
    Nu er du blevet ældre og er for alvor trådt ind i de forventninger vi som samfund har til mennesker i din alder og du kan komme til at undertrykke dine egne behov i evt. bestræbelser på at yde dit bedste. Så er det overstimulationen står og banker på døren.
    Ved hele tiden at mærke efter, hvor du er henne på stimulationsbarometeret, kan du bedre rette op på situationen.
    Tænk på en flyvemaskine hele tiden følger sin rute ved at bruge de forskellige instrumenter for at orientere sig. Du har også de instrumenter, du skal bruge for at rette op på dine behov. Du skal bare lære at (gen)bruge dem og det kan du gøre ved at øge din bevidsthed om “hvordan har jeg det lige nu?”.

    Håber du måske kan bruge ovenstående?

    Sommerhilsner Betina

  13. Dorte Post author

    Så er jeg tilbage efter laaang sommerferie herfra bloggen :-)
    Kære Josefine og Betina
    Tak for jeres spørgsmål og kommentarer. Jeg synes Betina svarer rigtig fint på ,hvordan man egentlig gør dét der med ikke at overstimulere sig og får taget vare på sig selv og sin sensitivitet. Så tusind tak for dit udførlige svar, Betina :-)
    Efter min mening handler det netop om at undersøge sig selv og sine reaktionsmønstre med et kærligt blik. Lære dig selv bedre og bedre at kende for på den måde at blive bedre og bedre til at passe godt på dig selv.
    Josefine, måske kan du bruge din mor som en hjælper i processen, hvis hun kan hjælpe dig med at observere dig med et kærligt og anerkendende blik. Det kan også være du kan have gavn af terapeutisk støtte. Jeg ved at Charlotte, som også har kommenteret ovenfor, har god erfaring med at arbejde med særligt sensitive. Hun arbejder i Ringsted.

    KH Dorte

  14. Birgit Kruuse

    Hej
    Har først lige opdaget denne side, hvor er det dejligt at læse om andre sensitive:) i dette samfund hvor man er lidt forkert hvis man er sensitiv (af omveje hørte jeg flere gange min datters børnehavepædagog sige:” ja et eller andet er der da galt” når hun for 120 gang græd ved aflevering…tja hun burde måske have vidst hvad).
    Det var som at læse om min egen pige da jeg læste din beskrivelse Dorte af din seksårige datter ´s udfordringer, jeg har også den stille søde pige, der er meget bestemt, ved hvad hun vil og ikke vil mv. hjemme. Vi har en del daglige nedsmeltninger herhjemme hyppigst over tøjvalg. Hun skifter ofte tøj 5-6 gange dagligt. I børnehaven er hun meget anderledes, leger i mange timer i den fjerneste krog, er det barn der ikke søger de voksne, går i eet med tapetet. Hun har i flere år været ked af sin børnehave, grædt over at skulle derhen på mandag, om en time, om 5 minutter. Nu endelig, skal hun i skole til sommer kan hun afleveres uden problemer med mindre slyngveninden ikke er der, men skal de på tur bliver det svært og der er tårer hjemmefra. Ikke i børnehaven, forlyder det. Nu står vi overfor skolevalg, har valget mellem den lille privatskole med et spor og ikke flere end 22 i klassen, men men… den elskede slyngveninde som også er sensitiv skal gå på den store kommunale skole, og de glæder sig sammen til at skulle i skole. Ingen tvivl om de finder tryghed i hinanden, nok mest min datter i veninden, hun er mere udadvendt med flere veninder, og skolestart bliver sikkert nemmere når de kan følges. Men hører jo at skoler typisk splitter sådanne piger ad, fordi de skal udvikle sig personligt, da et sådant venindepar kun er 1,5 personlighed og ikke 2. Åh hvad skal vi dog vælge… Nogen input? Andres erfaringer? Ingen af skolerne har et dårligt ry. Har hørt godt begge.
    Kærlige tanker fra Birgit

  15. Dorte Post author

    Kære Birgit
    Tusind tak for din kommentar og for dine spørgsmål.
    Ja, det er ikke altid nemt at have et sensitivt barn – det lyder heldigvis som om du forstår og rummer din datter rigtig godt, og det er jo en gave til hende, som sikrer hendes selvværd og dermed hendes færd gennem livet.
    Siden jeg skrev denne post er min datter blevet 7½ og har gået i skole i 1½ år nu. Vi valgte en lilleskole til hende med ét spor og 20 børn i klasserne fremfor folkeskolen, som er en kæmpe skole med 4 spor og 28 børn i klasserne (en skole som vi ellers kun hørte godt om). Vi har ikke fortrudt et sekund! Der er selvfølgelig forskel på skoler – også lilleskoler – men alt andet lige er det altså nemmere at blive set og finde sin plads i et overskueligt miljø, hvor alle kender alle end blandt 100 6-7 årige.
    Min datter har udviklet sig helt vildt siden hun startede. I bakspejlet kan jeg nu se, at hun aldrig har trivedes rigtig godt i børnehaven, hvor hun mest af alt bare blev betragtet som mærkelig… På lilleskolen er der en helt anden rummelighed overfor alle børn, og en helt anden plads til bare at være som man er. Og for min datter har det betydet, at hun i dag er helt anderledes i stand til at række ud, lave relationer, og i det hele taget deltage i livet (selv om hun stadig er i den stille og indadvendte ende – hvilket er helt ok, også på skolen!). I foråret var hun både på lejrskole og på koloni med SFO’en, hvilket jeg på ingen måde kun se for mig, da hun startede….
    Faktisk har jeg det som hun fik lov til at genopfinde sig selv, da hun kom ud af børnehavens stempel som mærkelig. Hun startede på skolen uden at kende nogen af de andre, og det var jeg meget nervøs for, men det viste sig at blive en fordel.
    Måske kan det samme vise sig for din datter…? Der er selvfølgelig også fordele ved at starte sammen med hjerteveninden, og jeg tænker at man vel kan tale med skolen om ikke at skille dem ad? Men som du ved kan ulempen ved det være, at hun bliver låst i dén relation og ikke får lavet andre relationer.
    Jeg kan sagtens sætte mig ind i jeres bekymringer og tanker, og i sidste ende er det jo kun jer der kan mærke efter, hvad der vil være bedst for jeres datter og også for jer som forældre. Hvor vil I nemmest have tillid til lærere og pædagoger?
    Skriv endelig igen, hvis du vil – du er også velkommen til at skrive på min mail, hvis du har mere private spørgsmål.
    KH Dorte

  16. Birgit Kruuse

    Hej Dorte

    Tak for dit fine svar og redegørelse for din datters udvikling, hvor er det dejligt at høre om en blomst der folder sig ud :). Har nu lavet aftaler om at besøge skolerne og vil ikke tøve med at stille nærgående spørgsmål, der sikkert kommer til at stemple mig som pyller-mor, men det er jeg ligeglad med :). Uanset hvad, bliver valget i hvertfald denne gang bevidst og ikke tilfældigt, så kan vi ikke slå os selv i hovedet med det, hvis det viser sig at vi valgte forkert og må vælge om. Så det finder jeg ro i.
    Fortalte for øvrigt familien at jeg skulle køre fra Aalborg til Aarhus næste weekend for at deltage i en temadag om sensitive børn, fordi jeg mener min datter er sensitiv og jeg gerne vil blive lidt klogere på det. Der blev helt stille, og enkelte reagerer som om man på egen hånd har givet sin datter en alvorlig psykiatrisk diagnose. Og stemningen emmer lidt af at det vist er moderen der er lidt sær. Man bliver lidt stille overrasket over uvidenheden fra selv en uddannet lærer i familien, der øjensynligt kender meget lidt til sensitivitet. Ærgerligt for børnene, tænker jeg. Selvfølgelig skal man ikke dyrke det, men viden og erkendelse har da vist aldrig skadet nogen. Det er nok måske noget meget jysk, at man ikke skal skille sig ud. At være stille eller genert er et meget mere fordøjeligt begreb heroppe i det kolde nord tror jeg:)

    Kærlige tanker
    Birgit

  17. Dorte Post author

    Jeg kender alt til at blive stemplet som pyller-mor både i skolen og i lillebrorens børnehave… Det er super, at du er ligeglad, for vi skal altid huske, at vi er dem, der kender vores børn bedst, og at vi er deres advokater.
    Jeg synes det er sørgeligt, at så mange pædagoger og lærere ikke kender til særlig sensitivitet og i det hele taget har et meget snævert børnesyn (desværre min oplevelse – der findes sikkert også fantastiske lærere og pædagoger derude). Også ærgerligt, at du ikke har opbakning i din familie, og super godt gået, at du alligevel er åben om det og står ved dit syn på din datter.
    Rigtig meget held og lykke med valg af skole og skolestarten – og husk man kan altid vælge om igen, hvis det er forkert :-)
    KH Dorte

  18. Esther

    Hej,

    Jeg hedder Esther og er netop faldet over denne side, da jeg søgte information om hvorledes man kan hjælpe sit generte barn. Min datter hedder Emma, er 6 år og passer meget godt på beskrivelsen af at være et sensitivt barn. Hendes klasselærer siger at hun alt for ofte melder sig ud af fællesskabet, og befinder sig i sin egen lille verden og det skal vi finde en løsning på. Da jeg var barn, dagdrømte jeg også meget, jeg kunne fordybe mig i mit eget univers, så jeg slet ikke observerede at man prøvede at komme i kontakt med mig. Det er sådan jeg også oplever min datter samt det med at være genert. Findes der nogle værktøjer man kan benytte sig af for at fremme en trykheds følelse og hjælpe min datter af med sin generthed. Og kan man gøre noget ved at fænge en større opmærksomhed til fællesskabet? Håber der er hjælp at hente her. Mange hilsner Esther

  19. Dorte Post author

    Kære Esther.
    Det allervigtigste for et sensitivt barn (og alle børn) er, at de bliver anerkendt og respekteret som lige præcis det menneske, det er. Jeg tænker at du allerbedst støtter din datter ved at rumme og anerkende hende lige som hun er, og ikke have en (skjult) dagsorden om, at hun skal forandre sig.
    Jeg ved selvfølgelig ikke ret meget om hele situationen ud fra det du skriver, men umiddelbart tænker jer, hvorfor det er et problem at hun går ind i sin egen verden? Måske beskytter hun sig på en god måde ved at gå derind – det kan være vældig overvældende for et sensitivt barn at gå i skole, hvis der ikke er mulighed for tilbagetrækning og ro.
    Du skriver at du selv gjorde det som barn. Kan du bruge det til at forstå din datter? Hvorfor gjorde du det selv? Var det rart for dig? osv.
    Måske er det lærerens behov mere end din datters, at hun skal være mere med i fællesskabet…?
    Jeg håber du kan bruge det til noget. Du er meget velkommen til at skrive igen.
    KH Dorte

  20. Esther

    Hej Dorte,
    Tusind tak for dit svar.
    Jeg syntes at det var fantastisk at kunne trække mig tilbage i min egen lille verden og det syntes jeg også er ligeså skønt for min datter. Dog er skoleverdenen desværre ikke skruet sammen til, at man kan forsvinde ind i sit eget univers når det passer én. Du skal jo helst være på, nå der undervises og forventes deltagelse. Vi skal til en samtale omkring vores datter og da vi ved, at hun godt kan koncentrere sig herhjemme, er vildt interesseret i at lære og suger bare viden til sig, så bekymrer vi os jo alligevel, når skolen har en til dels anderledes oplevelse. I min skoletid fik mine forældre at vide, at jeg skulle sendes til psykolog, da der måtte være noget galt med mig. Min intention er selvfølgelig bedst muligt at kunne støtte mit barn og opnå, at hun trives rigtig godt i sin skole. Det bunder ikke kun i hendes egenskab at kunne trække sig ud af fællesskabet, men også hendes generthed over ikke at ville svare læreren på et givent spørgsmål. Igen kan jeg genkende mig selv. Min grund for ikke at ville svare bundede i en usikkerhed og følelse af utrykhed. Jeg har stillet ben for rigtig meget, som jeg faktisk gerne ville have gjort, men ikke turde og det vil jeg bare så gerne hjælpe min datter ud over. Det er derfor jeg eftersøger nogle værktøjer, hvis de da findes, da jeg igen fra egen erfaring ved, at presser man på, går man bare endnu mere i baglås. Mange hilsner Esther

  21. Dorte Post author

    Kære Esther
    Jeg forstår fuldt ud, at det at være sensitiv og have behov for at trække sig tilbage og vende sig indad ikke nødvendigvis passer godt sammen med skolens struktur. Jeg mener dog, at det er rigtig vigtigt at støtte barnets natur og ikke “skruetvinge” det til at være noget andet for at passe ind i skolen. Det er vigtigt, at det ikke er barnet, der får forkertheds-stemplet (som da du selv fik at vide, at du skulle til skolepsykolog – der måtte være noget galt med dig).
    Jeg kunne ønske mig for jer, at I kunne få et godt samarbejde med skolen om, hvordan den kan rumme din datter. Er de lydhøre overfor jer? Det er jo jer, der kender jeres datter bedst. Jeg synes faktisk, at der er så vigtigt at I skal undersøge alternative skolemuligheder, hvis det ikke er muligt at få en konstruktiv dialog med den nuværende skole. Det vil være så synd for jeres datter, hvis hun skal gå rundt og føle sig forkert.
    Generthed tror jeg på kan overvindes eller blive mindre netop ved at man har tålmodighed til at opbygge en tryghed for barnet i barnets tempo – dvs. i høj grad lade barnet være, indtil det selv viser ansatser til at komme på banen. Ved pres bliver det bare værre, som du jo også selv har erfaret.
    Jeg ved godt, at jeg ikke giver dig konkrete værktøjer, jeg tror desværre ikke helt de findes. Kender du siden http://www.sensitiv.dk? Det er en psykolog og en psykoterapeut med speciale i særligt sensitive mennesker. Jeg har været til deres workshop om særligt sensitive børn, og kan på det varmeste anbefale det.
    KH Dorte

  22. Esther

    Hej Dorte,
    Tak for din tid og dine råd. Det er en god skole som vores datter er kommet i, men de stiller høje krav på et tidligt stadie. Til gengæld er de også meget på overfor børnene og der er mange spændende aktiviteter. De andre skoler i omegn har jeg desværre hørt forfærdelige historier fra. Så vi er i princippet glade nok og føler også at de til dels er til at snakke med. Det er super rart, at man kan henvise til andre synspunkter, såsom dine råd, når man går i dialog med skolen. Mange tak. Mange hilsner Esther

  23. Mette

    Tanker om at starte en skole for særligt sensitive børn.

    Jeg kan se at der er mange herinde, og andre steder på nettet, som har bekymringer omkring deres særligt sensitive børn og skolegang. Jeg er selv særligt sensitiv, og har selv oplevet hvordan skolesystemet slet ikke er gearet til at rumme de særligt sensitive børn. Ja det er i hvert tilfælde min erfaring. Hvis der virkeligt er ca. 20% af borgerne som er særligt sensitive, så burde der jo også være tilbud som kunne imødekomme vores behov. Det er ikke fordi jeg mener at vi skal isolere os fra resten samfundet, men jeg tror det vil give de sensitive børn et kæmpe løft, hvis de kunne gå i en skole hvor der var plads til deres personlighed og hvor de kunne udvikle deres talenter i fred. Det ville medvirke til at børnene vil få udviklet et selvværd som kunne gøre dem stærke nok til at gå imod de ekstrovertes dominans i samfundet. Vi må jo huske på at de særligt sensitive faktisk har nogle personlighedstræk som er rigtigt fantastiske: f.eks. evnen til indlevelse og evnen til fordybelse. Tænk hvis samfundet kunne få øje på disse fantastiske træk, og udnytte dem.
    Så hvis det skal blive til noget andet end fælles erfaringsudvekslinger på nettet, må vi handle.

    Bolden er i hvert tilfælde givet op. Det er nu op til jer, forældre til særligt sensitive børn, at gribe den :-).

    Kontakt mig på mette15c@gmail.com. Ved tilstrækkeligt mange interessetilkendegivelser, vil jeg starte projektet op.

    Mette

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s