Afhængig af terapi?

Da jeg selv startede i terapi for ti år siden, og i en lang periode gik hos min terapeut hver uge, blev jeg ind i mellem mødt af udsagn som: “Nu er du vel ikke blevet afhængig af din terapeut?”, “Du skal vel også lære at klare dig selv” og lignende. Jeg går fortsat i terapi – nu hos en anden terapeut, som er lige så betydningsfuld for mig, som min første var – ikke hver uge mere, men løbende med nogenlunde faste intervaller.

Nu hvor jeg også arbejder som terapeut mødes jeg af den samme holdning: “Det er vel ikke meningen, at de skal blive ved med at gå hos dig” eller “Er der nogle, der bliver afhængige af dig?”.

I den første lange tid af min karriere som klient var jeg helt klart afhængig af min terapeut – og det var strengt nødvendigt, at jeg var det, for at kunne komme til et sted, hvor jeg kunne begynde at tage ansvar for min egen udvikling. Indenfor psykoterapi bruger man et begreb, der hedder “gen-forældring” (som i igen, ikke noget med gener og dna). Det betyder at det for nogle, mig selv inklusive, er nødvendigt at knytte an til en terapeut, som kan give en noget af det, man ikke fik som lille barn. Terapeuten bliver på den måde “den gode mor/far” – for en periode.

Ved gen-forældring kan nogle huller indeni blive helet, og det kan være nødvendigt, før man langsomt kan begynde at arbejde på at blive et helt, ansvarligt menneske. Og lige dér, ja der er klienten på en måde afhængig af terapeuten – afhængig på den gode måde, hvor man tillader sig at få al den varme, støtte og accept af hele sig, som man måske har manglet hele livet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s