Er du pårørende til en alkoholiker?

Lyver du sommetider for at dække over din partner? Isolerer du og I jer mere og mere fra familie, venner og bekendte? Bliver du mere og mere forvirret, ulykkelig og vred? Føler du sommetider, at du er ved at gå til af smerte over, at din partner og dit parforhold slet, slet ikke er som du engang ønskede – men du bliver der alligevel?

Bruger du al din energi på din partner? Er det dig, der har hovedansvaret for, at ting sker i dit parforhold? Lige fra de små ting som at få købt vinterstøvler til ungerne til at planlægge ferier? Går du meget af tiden på listesko og er nervøs for at komme til at gøre noget forkert i forhold til din partner?

Hvis du kan svare bekræftende på ovenstående spørgsmål, er du muligvis i et forhold med en alkoholiker (eller en person med en anden form for misbrug eller en person, der af andre grunde er ustabil). Én, der nogle gange er varm, kærlig og nærværende, for dagen efter at være kold og afvisende eller fysisk fraværende.

Under alle omstændigheder er du en person, der elsker for meget – og det kan du arbejde med i terapi, hvis du vil.

Det vigtigste skridt er at indse, at du er magtesløs i forhold til din partner. INTET du kan gøre, vil få ham/hende til at stoppe sit misbrug. Dén beslutning må komme fra misbrugeren selv, og du er magtesløs i den proces. Det er angstfyldt at mærke, at det er sådan det er.

Dér, hvor du ikke er magtesløs, er i forhold til dig selv. Du kan vælge at se på, hvad det er i dig, der søger en sådan partner og stiller sig tilfreds med det. Hvad er det i dig, der gør, at du binder al din energi i en anden og på den måde forlader dig selv? Det er smertefuldt og angstfyldt at ændre hele sit følelsesmæssige perspektiv, og du kan næppe gøre det alene – men af personlig erfaring ved jeg, at det er det hele værd, når du kommer ud på den anden side.

One thought on “Er du pårørende til en alkoholiker?

  1. Kære Dorte
    Det gør helt ondt bare at læse om, hvordan det er at være sammen med en alkoholiker. Jeg har været der selv engang, og bliver optaget af, når jeg tænker tilbage, hvad det var der gjorde, at jeg “vendte om”. Hvad var det, der gjorde, at jeg istedet for at binde mere energi i ham, gik ind i mig selv, og afsøgte mig selv, afsøgte mine fjerneste kroge i et forsøg på at løsrive mig fra min partners luner, stemninger og utilregnelighed. Der var en lille bitte stemme indeni mig – og gudskelov for det – som sagde: “der er noget galt her”. Men den var så svag, at der gik år førend jeg bemærkede den. Jeg levede med, at den smerte jeg følte i mit forhold, jo kun var et tegn på, at der var tale om ægte kærlighed, og at ægte kærlighed nødvendigvis måtte være forbundet med smerte. Det var min overbevisning, så alt var “normalt”. Hvordan skulle jeg overveje at reagere på det? Så der gik lang tid inden jeg alligevel gjorde det. Men som medmisbruger er du jo i den grad fanget ind i en centrifugalkraft, hvor der bliver vendt om på op og ned, hoved og hale, hvor dømmekraften svækkes. Det er pokkers svært at kaste sig ud af den kraft, og hvor lander man??? Ja, for pokker det er angstfyldt…men der er kun alt at vinde. Så jeg bifalder din opfordring, Dorte, til andre kvinder, der elsker for meget: vov at miste fodfæstet for en stund. Der er altid en landingsbane, der er bedre end den du kender. Knus Charlotte

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s