Smertensbarnet

Flere gange i løbet af min uddannelse var temaet, vi arbejdede med, vores familier – både barndomsfamilien og vores nuværende familie. Det handlede bl.a. om roller, ansvar og følelser i familien.

Engang vi arbejdede med vores nuværende familie viste det sig, at for alle os, der havde børn – det være sig voksne børn som små børn – var der ét af børnene, der var smertensbarnet. Dén, man var bekymret for. Dén, man var bange for, hvordan skulle klare sig her i livet. Dén, man ikke altid forstod. Dén, man havde lyst til at ændre ved (hvis man skulle være helt ærlig).

Oftest er det den ældste det går ud over, sommetider midterbarnet og sjældent den yngste. Og ja, jeg skriver “går ud over”, for det kan være en stor byrde for det barn, der skal bære sine forældres bekymring. Det levner ikke så meget plads til at leve og udfolde sit eget liv og sind, og den bekymrede forældre kommer nemt til (uforvarende) at være grænseoverskridende.

Der er virkelig grund til at gøre noget ved den evige bekymring – både for din egen skyld og for barnets. Èn af de ting, der sker i sådan en “bekymrings-relation” er, at man får blandet sig selv og barnet sammen, sådan at det bliver uklart, hvad der reelt er barnets og hvad, der er dine egne temaer, som du får lagt over på barnet – for eksempel din egen angst for at være udenfor, for at være en fiasko eller hvad det nu kan være.

Det vil sætte både dig selv og barnet fri, hvis du vil arbejde med det. Det, du kan gøre, er at undersøge, hvad der er dine egne temaer, så du får dem skilt ad fra barnet. På den måde får du en friere relation til barnet, kan se det tydeligere som en uafhængig person. Dermed bliver det også muligt at se mere realistisk på barnets styrker og svagheder – og også se om det reelt har brug for ekstra støtte i nogle situationer.

3 thoughts on “Smertensbarnet

  1. Jeg ved lige, hvad du mener. Jeg kan ikke skrive så meget om det….men jeg tænker, at det for mit vedkommende, (og måske andres ?) også udspringer af en ægte, reel bekymring for det barn, fordi det rent faktisk ER lidt sensitivt eksempelvis. Det der så sker, som jeg også læser meget om i dit indlæg er, at man kommer til at blande sig selv, sine egne problemstillinger ind i ens bekymring for barnet.

    Jeg mener….der kan godt være en god nok grund til ens bekymring, smerte, for det barn. Men så bliver der lagt ting oveni, og man kommer så nemt til at blande egne ting, følelser ind i det. For mit vedkommende har min tendens til at over-analysere ikke mindst mig selv, vende og dreje alting, se alt på hovedet, sætte spørgsmålstegn ved egne fornemmelser osv, taget ting på mig, netop som mine problematikker og ikke mit barns DOG medvirket til, at jeg – lidt modsat af hvad dit indlæg omhandler (?) – istedet har overset, bortforklaret, over-rummet de ting ved mit barn, som rent faktisk VAR bekymrende, smertefulde osv. Jeg har været for meget i den der grøft: Det må JEG så arbejde med, forholde mig til, sortere i og: HAN er god nok lige som han er, han er sig, han skal ikke gøres til noget problem osv. Og så er der faktisk bare gået for lang tid, hvor vi netop ikke har hjulpet ham godt nok, ikke har anerkendt der, hvor han er helt særlig og ja, sensitiv mm.

    Hmmm….det er så forvirrende. Kan se, at der i det jeg lige har skrevet ikke er klarhed for mig selv heller i, hvornår det præcist er mig, og hvornår det er min store dreng, der “har problemet”. Vi ligner også hinanden på nogen punkter. Nogle gange er det sgu svært at skille det hele ad. Du rammer ind i noget meget væsentligt. Og til tider smertefuldt.

  2. Kære FruGosch – Jeg genkender fuldstændig, det du skriver om! For ja, selvfølgelig kan der være noget særligt/problematisk/vanskeligt med eller for det barn… Mit eget smertensbarn er også meget sensitivt og genert og reserveret og meget andet, som gør at hun SKAL have noget ekstra hjælp i nogle situationer. Og du har ret i, at man sgu også kan blive for god til rumme og tænke, at det er mit og tage alting på sig🙂
    Hovedsagen i min optik er bevidstheden og det løbende fokus på at skille tingene ad, så man netop kan se mere nøgternt på virkeligheden – og ja, det kan være svært og smertefuldt.
    Tusind tak for din kommentar🙂

  3. for nogle år siden fandt jeg ud af at jeg havde et “hjertebarn” og et “smertebarn” mit smertebarn var den store, min søn, som jeg nogen gange slet, slet ikke forstod, jeg forstod ikke hans reaktioner og adfærd, indtil jeg fandt ud af at han var en dreng fra mars og ja, og jeg havde behandlet ham som en pige.
    jeg havde brug for at arbejde med min far relation, for at ændre min relation til min søn, arbejde med mine relationer til mænd i det hele taget, for de ting hænger sammen og går direkte videre til min søn.
    Da jeg begyndte at ændre min adfærd over for ham og begyndte at FORSTÅ hans væsen, med kraftig hjælp fra ham selv, for han ville rigtigt gerne fortælle mig, hvis jeg spurgte, ham om hvad han hellere ville have jeg gjorde.. smiler lidt nu. og med tiden fandt jeg ud af hvad hans behov var og svært det var det uden at have vokset op med de “rigtige “rollermodeller.

    og jeg er ening med dig, og det kan være en meget stor opgave at få skilt tingene ad, hvad slåsser han med ? hvad slåsser jeg selv med ? og nogen gange hænger de ting lidt sammen, forstået på den måde, at hvis ikke jeg får løst mit eget problem, dvs. kigget på hvad er grunden til i min fortid jeg handler som jeg gør ? hvorfor reagerer jeg på den her måde ? hvilke spøgelser er der i skabet som sommetider bare rasler ud ? så kan jeg ikke lade ham være eller hjælpe ham, der hvor han har brug for hjælp og vejledning, for mig er det blevet til en livsopgave, sådanne opgaver kan vi jo alle have…
    mit ” hjertebarn” greb jeg også forkert an, jeg kom til at gribe det hele forkert an, fordi min egen familieshistorie og min historie greb ind og blandede sig….. vi har alle mønstre med, roller der er arvet, mor roller der er arvet og igen og igen, historer som bare bliver slæbt med.

    det er een lang kamp at frigøre sig fra det og få skabt noget andet og som voksen er det min kamp ikke mindst for mine børns skyld, ingen har sagt det er let, og det er der ingen der har lovet… det er ikke altid let at få ryddet op, men at der bliver ryddet op er et must..

    mange tanker fra Benthe

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s