Opbakning

For mig er det et kontinuerligt terapeutisk arbejde at lære at give mig selv opbakning. Hvis jeg ikke løbende arbejder med at finde ud af, hvordan jeg giver mig selv opbakning og støtte, så smuldrer min fornemmelse for mig selv og mine grænser. Hvis jeg ikke er bevidst og opmærksom kommer jeg – uden at jeg lægger mærke til det – til at nedgøre og underkende mig selv og ikke tage mig selv alvorligt.

Når jeg kommer til at nedgøre mig selv eller miste mig selv, mærker jeg det blandt andet kropsligt, og derfor er det også muligt at arbejde med denne problematik på en kropsterapeutisk måde. Når jeg er ude af kontakt med mig selv føles min krop urolig og flagrende, og det er et dårligt udgangspunkt for at sætte grænser eller udvise autoritet.

Kropsterapi kan fx være at finde et roligt sted i kroppen og hente styrke derfra. Et sted i kroppen, som jeg kan søge hen til og tage kontakt til, når jeg har brug for at samle mig og komme hjem til mig selv igen. Kropsterapi kan også være støtte til åndedrættet for ad den vej at falde til ro i kroppen.

Kropsterapi udelukker selvfølgelig ikke den terapeutiske samtale, men kan være et fantastisk supplement til den strøm af ord, som så mange af os er alt for gode til.