Når den indre kritiker tier

Kristine gav mig lidt at tænke over med de sidste sætninger i dette indlæg. Hun spørger om, hvad der sker, når vi slipper kontrollen og opgiver idealet om det perfekte. Hvad ville der så komme ud af vores hjerte?

Det giver mig stor mening i forlængelse af det, jeg skrev forleden om den indre kritiske stemme. For det er også et meget relevant spørgsmål i den forbindelse: Hvad bliver der plads til, når den indre kritiker tier?

Så længe den indre nedgørende dommer kværner afsted, er det svært at høre andet. Det er ikke muligt at mærke alt det, du er god til og glad for ved dig selv. Det er er ikke muligt at mærke alle dine talenter, passioner og ting, du glædes over ved dig selv.

Det kan være så uvant at mærke dine behov, lyster, interesser og krav – og at se på alle disse dele af dig med kærlighed, omsorg og glæde. Så uvant, at det er mere komfortabelt at holde fast i den negative kritiker indeni, fordi det bliver for svært at håndtere al den glæde og alt det liv, der måske springer ud af dit hjerte, hvis din indre dommer bliver stille.

6 thoughts on “Når den indre kritiker tier

  1. I mit lange behandlingsforløb tog det mig næsten tre år før jeg fik mod til at gå i gang med mig selv og den kritiske stemme. Inden da havde alle timer handlet om min bekymring for børnenes ve og vel i forbindelse med min sygdom, og mit svære ægteskab.

    Da jeg endelig en dag begyndte at sætte ord på hvad der var inden i mig, satte det en voldsom reaktion igang. Jeg var forberedt, men alligevel tog det pusten fra mig for jeg blev nærmest fysisk syg af forsøget på at blive rask i hjernen. En lang og smertefuld process som man skal være klar til inden man går igang. Der skal også være god støtte og tillid til den man taler med, ellers går det heller ikke.

    Jeg har stadig problemer med at ignorere stemmen, men dog ikke så meget som førhen. Det er mest når jeg er træt og overstimuleret, så kan jeg ikke kontrollere noget som helst af det min hjerne finder på at fortælle mig.

    Knus og god dag
    Henriette

  2. Forresten… Det er jo stof til eftertanke at al denne kritik som vi retter mod os selv, aldrig ville forekomme over for andre. Ejheller ville vi finde os i at modtage så hårde ord fra andre mennesker. Jeg kunne ikke drømme om at udtale så grimme ord til nogle jeg kender, og jeg ville bestemt IKKE være i selskab med mennekser der var så hårde ved mig, som jeg er mod mig selv.

    Underligt at det er ok at jeg selv gerne må være så grov i munden over for mig selv…ik?
    😉

  3. Kære Henriette – jo det er virkelig mærkeligt! Og også noget man kan bruge terapeutisk – altså prøve på bevidst at spørge sig selv: “Ville jeg tale sådan til et lille barn, der måske har dummet sig, er ked af det eller noget andet?”. For det er som regel når vi er rigtig små indeni, at kritikeren rigtig kan komme på banen… Og jeg er med på, at det ikke er så nemt endda!
    Jeg er helt enig med dig i, at det kræver tillid og tryghed i relationen til terapeuten, og ikke mindst respekt og finfølelse fra terapeutens side, så arbejdet kommer til at ske fuldstændig i klientens tempo – ellers kan det have den stik modsatte effekt. At det bliver så voldsomt, at man må trække sig tilbage til sit forsvar for at beskytte sig.
    Og ja, ting tager tid… og AL udvikling og forandring og personligt arbejde går gennem smerte og usikkerhed – og lige netop derfor er det så vigtigt, at relationen til terapeuten er tryg og respektfuld.
    KH

  4. Jeg vil gerne slå et slag for, at vi bliver gode venner med vores indre kritiker. En måske næsten uudholdelig tanke, men ikke desto mindre en overvejelse værd.
    Jeg tænker, denne indre stemme har været den, der har beskyttet os engang, hvor der var brug for det. En stemme, der har vidst, hvad der skulle til for, at vi ikke skulle gå til grunde, vidst, hvad der skulle til for at få anerkendelse, ros, kærlighed, kontakt. Havde vi ikke vidst det, havde vi måske været helt fortabt i denne verden. Det har selvfølgelig sin pris, og ofte føler vi os idag fortabte netop p.g.a. den stemme, men den har haft en funktion i forhold til vores overlevese i det sociale/relationelle system engang.
    Når vi begynder at trods den indre stemme og gå andre veje, end den anviser, så er det lidt som at vove os ud fra kendt fast grund i et lukket bur ud i den frie verden. En verden af frihed, som vi ikke kender mere til, end det vi har betragtet fra vores indelukke. Fantastisk, når der bliver åbent derud til og mankan bevæge sig derud, men også skræmmende, og nogle gange er det det sikreste at vende tilbage til buret, det kendte, den indre stemme af selvkritik og selvbebrejdelser.
    Æv, tænker jeg selv, når jeg endnu engang opdager, at jeg er vendt tilbage hertil, men tak siger jeg også for det bur, der trods alt beskytter mig mod den skræmmende angst, der melder sig, når jeg har bevæget mig for langt ud på åbent land. På åbent ubeskyttet land!
    Men indrømmet: den skal opdrages lidt – den lille gnavende stemme. Påskønnes og opdrages!

    Kh Charlotte

  5. Charlotte – jeg er selvfølgelig helt enig. Stemmen er der af en god grund, engang har den givet mening og været et passende forsvar/overlevelse.
    Så det er rigtigt, at den som alle andre dele af os også skal have kærlighed og forståelse – og måske et lille tak, hvis man kan svinge sig op til det😉
    Tak for dit input – det er et virkelig vigtigt aspekt at få med!
    KH

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s