Forældre og forventninger

Dette indlæg ovre hos Anni giver mig lyst til at formulere noget om forældre og deres forventninger til deres børn. Må vi som forældre ikke forvente noget af vores børn, og er det ikke i orden, at vores forældre engang (eller stadig) forventede noget af os?

Jeg tror, alle forældre ønsker, at deres børn udvikler sig til livsduelige mennesker, der klarer sig godt her i tilværelsen. Men hvad er “livsduelig”, og hvad er “godt”? Det er der mange forskellige opfattelser af. I nogle familier er det vigtigt at være fagligt stærk i skolen. I andre er det vigtigt at være en god ven, at tage hensyn til andre og ikke være egoistisk. I andre er det vigtigt at udtrykke sig selv kreativt eller kunstnerisk. I andre igen er det vigtigt at være i god fysisk form og klare sig godt sportsligt, osv., osv….. Det er vidt forskelligt, hvad der giver værdi i en familie, men én ting er sikkert: børnene opsnapper det.

Problemet for mange af os er, at vi kun fik anerkendelse og kærlighed, når vi levede op til de værdier, der var i vores barndomsfamilie. Det er på et dybt og usagt niveau blevet kommunikeret til os, at vi kun var værdifulde, når vi var på en bestemt måde. Og det har medført, at der er dele af os, der aldrig er blevet udviklet. Der er dele af os, der er blevet vores skyggesider, som vi ikke kan og vil rumme.

Her ligger der virkelig en mulighed for udvikling. Hvis vi vil, kan vi blive mere hele og tilfredse mennesker, hvis vi vil arbejde med alle de sider af os selv, som vi har fraspaltet.

Så for at svare på mit indledende spørgsmål: Jo selvfølgelig må vi have forventninger til vores børn – når bare vi også rummer og elsker deres dumme, frække, dovne, grimme og alt mulig andet sider!

5 thoughts on “Forældre og forventninger

  1. Super formuleret. Og jeg er ganske enig.

    Det giver dog fortsat anledning til nogle praktiske spørgsmål om, hvordan vi som forældre sikrer os, at vi ser og anerkender alle sider af vore børn.

    Det må snakke om på et andet tidspunkt.

    Dejligt at du greb bolden og løb en tur med den. Det er inspirerende.

  2. Ja, det er sgu hårdt arbejde at være forældre😉
    Jeg mener også, at vi alle får større eller mindre knubs og sår i barndommen – det er uundgåeligt og en del af at være menneske. Som forældre kan vi kun gøre vores bedste, og det tror jeg også langt de fleste gør🙂

  3. Det er jo det, Dorte…man skal bare have det hele med. Når bare vi anerkender skyggesiderne også…, så er de godt hjulpet på vej, poderne. Og til Annis spørgsmål om, hvordan vi rent praktisk sikrer os, at det sker, så tror jeg på, at vejen går igennem at acceptere alle facetterne i os selv. Gør vi det, bliver det helt naturligt at anerkende dem i vore børn også. Næste spørgsmål – hvordan gør man så det – accepterer dem i sig selv – hvis ikke man har lært det hjemmefra?🙂 Terapi, terapi, terapi🙂

  4. Jeg tænkte nok, at vi ville ende der… terapi. Der er mange af os – måske især forældre – der burde en tur omkring en terapeut for at få en lille en på selvindsigten.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s