Barn af alkoholiker #5

Voksne børn af alkoholikere har tit svært ved at more sig. Det hænger selvfølgelig sammen med, at du ikke havde det ret sjovt som barn, for dengang var der virkelig ikke ret meget at more sig over. Stemningen i et hjem præget af alkoholisme er ikke ligefrem sjov, fjollet eller uhøjtidelig.

Tværtimod har livet ofte været meget alvorligt og bittert, og samtidig er du sikkert blevet pålagt en voksenrolle og et ansvar, som var langt forud for din alder.

Det spontane, barnlige, fjollede er blevet kvalt i dig, og også nu, hvor du er voksen, sker det sjældent for dig, at du lader dig rive med af leg, fest og pjatteri.

Kunne du tænke dig, at det var anderledes? Så er du nødt til at arbejde med at vække dit indre barn til live. Gør nogle af de barnlige ting, du aldrig har prøvet. Prøv at komme i tanke om, hvilke lege, du drømte om som barn. Hvilke fantasier havde du om at have det sjovt?

Det kan også være en god idé at være sammen med mennesker, som du ved er gode til at have det sjovt, og gode til at finde på fis og ballade. Det vil sikkert føles ubekvemt og kunstigt i starten, når du kaster dig ud i en sjov leg. Sådan er det med al udvikling og forandring. Måske vil du føle dig til grin og blive genert, men efterhånden vil du erfare, hvor meget glæde det også bringer dig.

Du kan læse mere i Janet G. Woititz’ “Voksne børn af alkoholikere”.

Du kan også arbejde med det i individuel terapi eller i en gruppe – se mere ovenfor.

8 thoughts on “Barn af alkoholiker #5

  1. Tæt på mig er der en mand. Han voksede op med to forældre, der drak. I stedet for at blive alvorlig så blev han den rodløse type, der aldrig kan slappe af og hele tiden skal ud og se verden og drikker seriøst alt for meget, når han går i byen. Og i dag stiller han hele tiden de her krav op for sine forældre og sender dem sure breve, – og jeg kan godt se, at det er det lille barn i ham og det gør ondt at se på. Vi taler indimellem om det, men han er så fastlåst i sin smerte og sin svigt, at han ikke kan se det.
    Desværre.

  2. Rigtig mange børn af alkoholikere udvikler desværre også selv alkoholisme eller i hvert fald et overforbrug af stimulanser. Der kan jo være så meget pinefuldt, som det føles som om, man bliver nødt til at bedøve (og lige i relation til det her, kan det også være den eneste måde at slippe alvoren og det tunge).
    Jeg kan sagtens følge dig i, at det gør ondt at se på et menneske, man holder af, være destruktiv overfor sig selv. Det er virkelig noget at rumme, at der ikke er noget at gøre, hvis det menneske ikke vil have hjælp eller se på alt det svære for at få det bedre.
    Jeg tror dog på, at du gør en forskel for ham ved overhovedet at tale med ham om det ind i mellem – jeg gætter på at alle andre behandler det som tabu, og det hjælper ham i hvert fald ikke!
    KH

  3. jeg er voksen barn af alkoholiker… og ja der er ikk meget sjov i det jeg handlede slæbte min mor hjem fra værtshus gjorde rent ryddede op og skældte hende ud når hun havde drukket og løjet jeg er gudskelov fri for det nu.. og har faktisk droppet alt kontakt til hende… og efter jeg gjorde det nager min samvigtighed konstant selvom jeg ved jeg gjorde det rigtige føler jeg mig dårlig over det ?? og da jeg fortalte hende jeg var gravid men ønskede hun blev ude af billede fordi jeg ikke ønskede mit barn skulle det samme igennem som mig var alt jeg fik et ok… jeg er overbevidst om at hun hader alt jeg er fordi jeg tager uddanenelse har styr på mit liv og sjældent drikker… jeg ved min mor er syg meget syg men bare det at være vokset op og finde ud af hun har kaldt en den største fejl i hendes liv og været så lige gyldig at hun hadede mig fra jeg blev født er værer end hendes alkohol misbrug … for tænk over det hvad vil i helst vide mærke og hører jeres mor elsker jer eller leve med en som min som en gang har sagt det stangstiv og ligegyldig engang i de 21 år jeg har levet

    men sandheden er at uanset hvad man gør som barn af en alkoholiker så er det aldrig godt nok man kunne en kur mod aids og det ville være ligegyldig og alt i deres hoved er den næste øl… og alt deres børn er – er små personer der gør rent rydder op og laver mad !

    og man får problemer når jeg er social griner jeg fordi jeg har lært jamen der griner jeg og jeg opfører mig som jeg har lært jeg føler ikke glæde som andre jeg forstår ikke kærlighed ?? har aldrig turde stole nok på et andet menneske til at opleve det ??

    alt livet har lært mig er at: livet er dybt uretfærdig og det vil ødelægge en, og uanset hva man gør er det aldrig godt nok, men hvis man bliver ved og kæmpe så bliver det lidt nemmere dag for dag.

    og min mor som forbillede: hun er alt jeg ikk ønsker at blive så er meget bevidst om hvor meget alkohol jeg drikker og holder af og til perioder af et år eller lign hvor jeg slet ikk rør det… hun er alt jeg afskyr hader og væmmes ved alt det jeg aldrig ønsker at blive og jeg skammer mig over at tænke sådan om min egen mor men det er desværre sådan det er

    undskyld det langde indslag men ville prøve og vise hvordan jeg tænker omkring min verden og min mor pga.. hendes misbrug

  4. Kære alkoholikers datter.
    Det er meget dejligt, at du skriver, fordi du giver et indblik i, hvor ødelæggende det kan være at vokse op med en alkoholiker, som ganske rigtigt vil sætte alkoholen før alt andet – også sit barn.
    Det gør mig virkelig ondt at høre, hvor smertefuldt du har det, og jeg tænker at du har brug for hjælp til at få et gladere liv – også nu hvor du selv er (eller skal være?) mor.
    Kender du TUBA (www.tuba.dk)? Det er et gratis gruppeterapeutisk tilbud for voksne børn af alkoholikere med afdelinger i hele landet. Du kan se på deres hjemmeside, om der er en afdeling tæt på, hvor du bor. Jeg arbejder selv som frivillig terapeut i TUBA København, og jeg kan kun anbefale stedet.
    Hvis du har råd til det er individuel terapi også en god idé. Jeg vil gerne være dig behjælpelig med at finde en kvalificeret terapeut i nærheden af, hvor du bor – så skriv endelig en mail til mig, hvis du vil.
    Jeg ønsker dig alt det bedste.
    KH Dorte

  5. God artikel.

    Beklager det lange indlæg, men jeg vil lige tillade mig at læsse af her….🙂

    Som søn af en alkoholiker kan jeg relatere mig til at “Sjov og spas er noget pjat”.

    Når jeg står i en situation, hvor det står på fjollethed og spas, er min første tanke typisk: “Hvor er det her åndssvagt! Når det er overstået skal vi alle alligevel vende tilbage til den deprimerende hverdag, hvor det kun går ud på at tjene penge, så vi kan betale vores regninger”.
    Jeg føler mig akavet og genert i situationen, og vil egentlig bare ud af den, så jeg kan forsætte med at stresse mig selv over, om jeg kontrol over alle aspekter i mit liv eller ej. Eller om der er nogle problemer jeg evt. ikke har været god nok til at kunne se komme, og dermed bekræfte mig selv i mit lave selvværd, at jeg igen har fejlet.

    Jeg går med listesko på og tilpasser mig alle andres krav, således jeg kan gøre alle tilfredse og glade, og dermed få bare en smule anerkendelse som jeg kan føde til min utilregnelig selvtillid (selvværd er der ikke meget af).

    Er netop gået ned med stress, men er så heldig at jeg kan få gratis psykologhjælp gennem mit arbejde.
    Psykologen kunne netop konstatere at jeg gik ned med stress pga. at jeg er barn til en alkoholiker! Af denne grund har min “stress kop” det nemmere ved at flyde over i forhold til andre. Baggrunden for dette er at jeg udover den daglige stress over opgaverne, stresser/presser mig selv yderligere ved at prøve at analysere et hvert aspekt i et projekt, som kunne give anledning til andre problemer.
    Dvs. at jeg faktisk effektivt kun brugte halvdelen af mine kræfter på at løse selve projektet, hvor den sidste halvdel gik til bekymringer, som i den sidste ende ikke havde værdi for selve projektet. Og jeg havde netop to projekter i gang på samme tid.

    Dette tankemønster gælder ikke kun på mit arbejde, men generelt i min dagligdag.
    Eksempel på hvad der går igennem mine tanker, når jeg fx. til Bilka med min 3-årig søn:
    – Har vi råd til en evt. parkeringsbøde, hvis jeg nu skulle glemme parkeringsskiven
    – Hvad er min strategi, hvis der nu er en der skulle give mig en “Bilka-bule”
    – Er reservedækket i orden ved en evt. punktering
    – Hvad er min strategi, hvis min søn skulle begynde at skabe sig
    – Tænk over hvordan jeg vil pakke varerne hurtigst muligt for ikke genere andre
    – Husk at smile til folk ved øjenkontakt
    … er lige dem jeg kan komme i tanke om. Og derfor føler jeg mig udmattet efter sådan en relativ triviel indkøbstur.

    Ved spontan morskab, morer jeg mig ikke rigtig, men bekymrer mig istedet for, at jeg skal komme til at ødelægge morskaben, for netop ikke at have haft tid til at lægge en strategi for morskaben. Derfor er det nemmere at holde sig udenfor, ved at være generet og smilende. Og jeg synes selvfølgelig også at det er spild af tid.

    Da psykologen netop fik slået hul på min fortid, kom der en masse stærke følelser frem, som jeg slet ikke havde regnet med at jeg bar rundt på. Alt hvad psykologen sagde til mig gav mening.
    Det var faktisk befriende at komme i båsen “Barn af en alkoholiker”, da jeg pludselig kunne forklare den del af min identitet, som jeg før i tiden bare kategoriserede som mærkelig.

    Nu hvor jeg kan anerkende min diagnose, er det bare om at arbejde på at få vendt de automatiske tanker…. Der er lys forude.

  6. Kære søn af alkoholiker
    Tak for din lange kommentar! Du beskriver rigtig fint, hvilke konsekvenser det kan have at være vokset op med alkoholmisbrug. Hvor slidsomt det er, at “katastrofe” tænke og skulle have kontrol med fremtidige mulige scenarier – fx som du beskriver en indkøbstur. Det koster mange kræfter og forhindrer, at man kan være til stede i nuet og fx grine og have det sjovt.
    Det er dejligt at høre, at du er kommet til en psykolog, der kan lave koblingen fra din stress til din barndom. Jeg kan godt forstå, at det er en lettelse at få en form for forklaring, og det gør det nemmere at arbejde med – selv om det stadig er hårdt arbejde🙂
    Hvis du er under 36, så tjek også http://www.tuba.dk ud.

    Fortsat held og lykke🙂

    KH Dorte

  7. Kære Dorthe

    Som voksent barn af en alkoholiker, bliver jeg stadigvæk så overrakset over hvordan det hele tiden påvirker min måde at tænke og handle på. For eksempel har jeg i mange år været syg, med kroniske smerter, ubehag, svimmelhed, sløret syn, depression, angst mv. Noget af det har naturligvis at gøre med min opvækst, men noget af det går simpelthen væk ved at jeg endelig har fundet de rigtige læger, der behandler de fysiske skavanker jeg havde. Det dysfunktionelle ligger vel blandt andet i at det har taget så lang tid at tro på mine egne fornemmelser, for hver gang nogen har tvivlet på mine symptomer og har sagt “det er nok bare noget psykisk”, så har jeg taget det for gode varer – eller jeg har selv dunket mig selv oven i hovedet med at jeg ikke “bare” kan tage mig sammen til at blive rask. Faktisk har jeg nogen gange handlet værre og gjort mere skade på både mig og mine omgivelser, fordi jeg har troet at hvis jeg er sådan en der forestiller mig at jeg er syg, så er jeg nok et rigtig skidt menneske. Faktisk har jeg i perioder gjort ALT for at bevise hvor Gud og hver mand at jeg er et dårligt menneske.

    Sådan er der ufatteligt mange ting i mit liv der har været – jeg tillægger ikke mig selv ret stor værdi og kommer derved til at skade mig selv. Skader som jeg så føler er en bekræftelse på at jeg ikke er noget værd. Prrrrrr og hver gang jeg tror at NU har jeg sgu fået has på det problem, så dukker det op igen. Og igen. Og så lige engang mere.

    Jeg har oven i købet fundet mig en mand, der ikke er alkoholiker, men som har en udviklingsforstyrrelse der i nogen tid gjorde at jeg opførte mig som en medafhængig. Et mønster jeg indtil for et par år siden troede at jeg havde lagt bag mig. Der er mange dage hvor jeg føler at dette her – det bliver godt nok et meget langt og hårdt og kompliceret liv. Jeg har rigtig svært ved at acceptere at det er sådan jeg er. At det er min genetiske, miljømæssige arv, som jeg aldrig kommer til at slippe af med. Jeg ville ønske jeg kunne få en genstart🙂.

    Ok, ikke alt er sort. Min fysiske krop får nu endelig den rigtige behandling og jeg har det bedre end nogensinde – for hver dag. Smerterne er næsten væk! Og jeg er ikek evigt omtåget, svimmel og forvirret. Jeg har mødt de rigtige læger, som ikke bare ryster på hovedet og siger “det er nok bare noget psykisk”. Med en krop der virker er det næsten som om der er håb forude?

    Kh
    Dea

  8. Kære Dea
    Tak fordi du skriver! Jeg er ked af at høre, hvor slemt du har haft og til dels har det. Det kan trække mange og lange spor at vokse op i en dysfunktionel familie – og det komplicerer jo bare tingene, at du også døjer med fysiske sygdomme og problemer. Det er godt, at du nu får ordentlig hjælp til den fysiske del. Hvordan med det psykiske – får du hjælp der?
    Alt det bedste til dig.
    KH Dorte

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s