Hvad går terapi ud på?

Terapi handler dybest set om at få støtte til at blive mere sig selv. Det betyder, at det terapeutiske arbejde ikke handler om, at du skal blive en anden – tværtimod skal du lære dig selv at kende, lige som du er.

Uanset hvilke vanskeligheder, du kommer med, vil det nedenunder handle om, at du ikke er tro mod dig selv. På et eller andet tidspunkt i dit liv, har du måtte pakke dit eget autentiske væsen væk – som en overlevelsesmekanisme. I dit nuværende liv bliver det før eller siden en begrænsning for dig. Livet kan komme til at føles tomt og meningsløst, eller du opdager, at du bliver ved med at gentage destruktive mønstre – velvidende at det er dårligt for dig, men ude af stand til at stoppe det og tage vare på dig selv.

I terapi kan du få støtte til at finde ind til dig igen. Støtte til at mærke dine egne behov, lyster og grænser. Støtte til at stå ved det, som du mærker. Støtte til at møde verden fra et sted, hvor du er i kontakt med dig selv.

Terapi handler om at få den anerkendelse og opbakning, som alle mennesker har brug for, for at du kan blive mere og mere dig.

At elske for meget

Har du læst bogen “Kvinder der elsker for meget” og tænkt, at det altså ikke er helt dig. De mænd (kvinder), du forelsker dig i, er da ikke langt ude. Ikke alkoholiserede, utilregnelige, voldelige, taberagtige. De er måske bare lidt fjerne, fraværende og svære at holde fast i et forpligtende forhold… Men er der alligevel noget, du genkender? Noget du mærker som et sug i maven, når du læser?

At elske for meget har ikke så meget at gøre med, hvordan de helt nøjagtigt er, dem som du er tiltrukket af. At elske for meget handler om, at der sker noget med dig, når du går ind i en nær relation. Du mister dig selv, forsvinder over i den anden, bliver afhængig af den anden. Det handler om, at der for dig er et sug henimod mennesker, som dybest set ikke kan give dig det, du længes efter.

Det kan være du selv har det svært med nær kontakt og på denne måde indirekte undgår det. Det kan være du kun kan føle, at du har værdi, når du hjælper og redder den anden. Det kan være du dybest set føler dig så uelskelig, at du kun kan forestille dig at få kærlighed ved betingelsesløst at stille dig til rådighed.

I terapi kan du undersøge, hvad dine dysfunktionelle forhold handler om for dig med lige netop din livshistorie.

Hvornår er man alkoholiker?

Og hvornår drikker man “bare” lidt for meget? Hvordan kan jeg vide, om min partner/mor/far/gode ven er alkoholiker, eller om de bare (måske for en periode) er ude i et overforbrug, som de kan stoppe igen, når de vil?

Det er spørgsmål, som jeg ofte møder, når jeg har pårørende til (måske) alkoholikere i terapi. Det er som om, at det er meget grænseoverskridende at beskylde nogen for at være alkoholiker. Det er det på en måde jo også, men det er værd at holde fast i, at en andens alkoholforbrug eller forhold til alkohol spiller en rolle for dig som pårørende – ellers ville du jo slet ikke begynde at stille spørgsmålene.

Så hvornår er man alkoholiker? Det handler ikke om hvor meget man drikker, men om hvordan éns druk påvirker én selv og éns omgivelser. Hvis det påvirker dig som pårørende, hvordan en anden drikker, så er der sandsynligvis noget om din fornemmelse af, at der er noget galt – at noget ikke er normalt. Og det er meget vigtigt at tage din fornemmelse her alvorligt, så du har mulighed for at arbejde med, hvordan du vil forholde dig i den situation – for alkoholikeren kommer du ikke til at ændre. Det skal han/hun selv ville og gøre.

Hvordan fører psykoterapi til forandring?

Indenfor gestaltterapien taler man om forandringens paradoks, som handler om forskellen på at blive ved dét, der er, og at gå fra det – og hvordan disse forskellige måder at forholde sig på har betydning for udvikling og vækst.

Når noget er svært for os, er vi mennesker som oftest optaget af, hvordan vi burde være, eller hvordan vi ikke vil være. Det betyder, at vi ikke er med dét, der er. Vi ser hverken os selv eller vores omverden, som den er, men er styret af gamle overbevisninger, overlevelsesmekanismer, ønskedrømme osv.

Når vi opdager noget i os selv, som ikke er, som vi synes det skal være, så vil vi gerne videre. Vi bliver optaget af, hvordan vi og verden burde se ud i en fremtid. Paradokset er, at dette ønske om at komme videre bremser for vækst.

Vejen til vækst er at blive ved det, der er – og undersøge det, dvs. at fordybe sig i, vende og dreje, hvem jeg er i alle mine forskellige dele af min personlighed. Gennem dette arbejder er det muligt at nå frem til en anerkendelse af sig selv, og SÅ kan forandringen ske.

At ønske sig videre bremser den personlige udvikling, fordi man på den måde faktisk forlader sig selv, som man er her og nu. Når jeg går fra mig selv, kan jeg ikke rykke mig, fordi jeg har forladt virkeligheden og lever i en drømmeverden.

Når jeg derimod bliver ved mig selv og anerkender mig selv, kan jeg flytte mig, hvis det er nødvendigt, fordi jeg er i kontakt med virkeligheden og dét, der er.

Det kan føles både pinefuldt og sørgmodigt at give slip på ønske-forestillingerne, og det kan føles slidsomt og kedeligt at se grundigt på mig selv og min virkelighed – men i kontakten med virkeligheden ligger rigdommen, for det er når jeg er i virkeligheden, at jeg har mulighed for at leve et godt liv.

Dødsbevidsthed og livslyst

Jeg har på det sidste igen været optaget af den eksistentielle psykoterapeut Irvin D. Yaloms bøger. At Yalom er eksistentiel psykoterapeut betyder, at han bl.a. er optaget af det, som han kalder “de ultimative anliggender” i menneskelivet.

Et af disse ultimative anliggender – eller vilkår – er at vi alle skal dø, og om det har Yalom skrevet bogen “Som at se på solen”. Den handler om dødsangst og hvordan vi kan håndtere den og endda profitere af den. Det er paradoksalt nok en meget livsbekræftende bog.

Den handler om, hvordan dødsangsten kan omdannes til en bevidsthed om accept af, at vi skal dø. En accept, som vi kan leve med på en anden måde end angsten, som kan smadre vores liv.

At leve med bevidstheden om, at vi skal dø, kan give os modet til at leve det liv, vi ønsker, og i sidste ende give os livslyst i stedet for livs- og/eller dødsangst.

Bogen er fyldt med eksempler fra Yaloms liv som terapeut, og han deler gavmildt ud af sine egne erfaringer – både professionelle og private, og den er virkelig læseværdig og hermed anbefalet.

Hvad er medmisbrug?

Lever du sammen med en alkoholiker? Bliver du sammen med ham eller hende, selv om du meget af tiden har det elendigt i forholdet? Bliver du selv om du meget af tiden føler angst, vrede, voldsom ked af det-hed, desperation, forladthed?

En medmisbruger er et menneske, der tillader et andet menneskes adfærd at påvirke sig i så høj grad, at hendes liv er kontrolleret af den andens adfærd og sindsstemning. Samtidig er medmisbrugeren besat af behovet for at kontrollere dette andet menneskes adfærd og kan ikke opgive håbet om, at hvis bare hun gør det rigtige, vil drikkeriet og dermed al hendes lidelse stoppe. (Og medmisbrugeren kan ligeså godt være en mand).

En medmisbruger er afhængig af alkoholikeren på samme måde som alkoholikeren er afhængig af alkohol. Afhængigheden viser sig ved, at éns liv bliver ved med at dreje sig om den anden person, al energi, følelser og tanker går til den anden person i stedet for mod én selv.

At være medmisbruger er utrolig pinefuldt, og det kan være svært for andre at forstå, hvad det handler om, hvilket blot gør din ensomhed endnu større. Hvis du vil arbejde med dit medmisbrug, kan det være en uvurderlig støtte at være i en gruppe, hvor du møder ligesindede. Det kan være i Al-Anon eller læs mere under menupunktet “Grupper” ovenfor.

Forandringens paradoks

Det øjeblik du fuldt ud accepterer dig selv, bliver forandring mulig. Lyder det mærkeligt bagvendt? Det er det på en måde også, og det er det, man kalder forandringens paradoks indenfor terapi.

Det er sådan, at hvis du ønsker at ændre noget ved dig selv –  en følelse, en reaktionsmåde, en tankegang – så går den terapeutiske vej over accept og anerkendelse af denne del af dig. Og SÅ bliver forandringen mulig.

Hvordan gør man så det? Det gør man fx sammen med en god terapeut, som hjælper dig med at få det hele frem i lyset. Som hjælper dig med at forstå dine følelser, tanker, reaktioner. Som stiller spørgsmålet, om du godt kan forstå at du eksempelvis føler vrede i den og den situation  set i lyset af din historie,  hvad du har været udsat for, dine erfaringer? Giver det mening for dig, at du føler vrede?

Og når du begynder at forstå dig selv anerkende dig selv, kommer belønningen  i form af, at dine mønstre langsomt slipper og forandrer sig, og giver dig mulighed for nye valg.

At fordoble sine problemer

Kender du det, at du bebrejder dig selv, når du føler et eller andet? At hvis du er ked af det, vred over noget, frustreret eller bare små-irriteret, så er der samtidig en stemme, der kører inden i dig, som siger noget i retning af: “Tag dig dog sammen”, “Det er da ikke noget at være ked af”, “Kom dog videre”, “Du er også så overfølsom” osv.

Så ikke alene er du plaget af sorg eller vrede – du bebrejder også dig selv, at du har det sådan. På den måde får du skabt dig selv to problemer i stedet for blot det ene, som det startede med.

Denne tanke stødte jeg første gang på, da jeg læste Bent Falks skønne lille bog “At være dér, hvor du er” (som du bl.a. skal læse, hvis du har mistet og er i sorg), og tanken er blevet en del af mit grundlag som psykoterapeut.

Terapi handler ofte om at acceptere, hvad der sker inden i dig følelsesmæssigt og mentalt. For hvis du kan acceptere dine følelser i et givent øjeblik og stoppe selvbebrejdelsen og selvhadet, ja så har du ud fra denne tankegang allerede halveret dine problemer.

Barn af alkoholiker #5

Voksne børn af alkoholikere har tit svært ved at more sig. Det hænger selvfølgelig sammen med, at du ikke havde det ret sjovt som barn, for dengang var der virkelig ikke ret meget at more sig over. Stemningen i et hjem præget af alkoholisme er ikke ligefrem sjov, fjollet eller uhøjtidelig.

Tværtimod har livet ofte været meget alvorligt og bittert, og samtidig er du sikkert blevet pålagt en voksenrolle og et ansvar, som var langt forud for din alder.

Det spontane, barnlige, fjollede er blevet kvalt i dig, og også nu, hvor du er voksen, sker det sjældent for dig, at du lader dig rive med af leg, fest og pjatteri.

Kunne du tænke dig, at det var anderledes? Så er du nødt til at arbejde med at vække dit indre barn til live. Gør nogle af de barnlige ting, du aldrig har prøvet. Prøv at komme i tanke om, hvilke lege, du drømte om som barn. Hvilke fantasier havde du om at have det sjovt?

Det kan også være en god idé at være sammen med mennesker, som du ved er gode til at have det sjovt, og gode til at finde på fis og ballade. Det vil sikkert føles ubekvemt og kunstigt i starten, når du kaster dig ud i en sjov leg. Sådan er det med al udvikling og forandring. Måske vil du føle dig til grin og blive genert, men efterhånden vil du erfare, hvor meget glæde det også bringer dig.

Du kan læse mere i Janet G. Woititz’ “Voksne børn af alkoholikere”.

Du kan også arbejde med det i individuel terapi eller i en gruppe – se mere ovenfor.

Din egen indre forælder

Hvis du mangler sommerferie læsning, så kan jeg anbefale Elizabeth Gilberts vidunderlige bog “Eat pray love”, som jeg før har skrevet om. Den er fyldt med så mange fine indsigter formidlet på en meget afvæbnende og humoristisk måde, og jeg er ved at genlæse den med stor fryd.

I starten af bogen beskriver Elizabeth et redskab hun bruger, når hun føler fortvivlelse og ikke ved, hvad hun skal gøre. Hun skriver i en notesbog alt, hvad hun er desperat og fortvivlet over – lukker det hele ud. Og så venter hun… Indtil en stemme indeni hende svarer og skriver til hende i bogen. Stemmen svarer med kærlighed, forståelse og omsorg, og den giver hende en følelse af at være omsluttet af kærlighed og elsket som lige den hun er, og uanset, hvad hun gør.

Som jeg læser det, er hun i kontakt med sin egen indre forældre – dén del af hende, der elsker uendeligt og betingelsesløst, og som giver hende mulighed for at bevæge sig gennem den umiddelbare fortvivlelse.

Vi kan alle arbejde med den indre del af os selv, den stemme, som altid er parat til at give os omsorg. Det er ikke bare sådan lige at lære i et snuptag, hvis vi ikke har lært det som en naturlig del i vores opvækst, men det kan læres med den rette støtte. Så næste gang du føler fortvivlelse, vrede, desperation, ikke ved, hvad du skal gøre, kan du prøve at spørge dig selv: Hvad ville min indre rigtig gode forælder sige til mig nu for at hjælpe og trøste mig?