Opbakning

For mig er det et kontinuerligt terapeutisk arbejde at lære at give mig selv opbakning. Hvis jeg ikke løbende arbejder med at finde ud af, hvordan jeg giver mig selv opbakning og støtte, så smuldrer min fornemmelse for mig selv og mine grænser. Hvis jeg ikke er bevidst og opmærksom kommer jeg – uden at jeg lægger mærke til det – til at nedgøre og underkende mig selv og ikke tage mig selv alvorligt.

Når jeg kommer til at nedgøre mig selv eller miste mig selv, mærker jeg det blandt andet kropsligt, og derfor er det også muligt at arbejde med denne problematik på en kropsterapeutisk måde. Når jeg er ude af kontakt med mig selv føles min krop urolig og flagrende, og det er et dårligt udgangspunkt for at sætte grænser eller udvise autoritet.

Kropsterapi kan fx være at finde et roligt sted i kroppen og hente styrke derfra. Et sted i kroppen, som jeg kan søge hen til og tage kontakt til, når jeg har brug for at samle mig og komme hjem til mig selv igen. Kropsterapi kan også være støtte til åndedrættet for ad den vej at falde til ro i kroppen.

Kropsterapi udelukker selvfølgelig ikke den terapeutiske samtale, men kan være et fantastisk supplement til den strøm af ord, som så mange af os er alt for gode til.

Selvafgrænsning

Kender du det, at det er svært at holde fast i de valg, du tager? At det kan være svært ikke at sammenligne dig med andre, og hvad de nu gør, og hvordan de lever deres liv? Det kan være i forbindelse med valg i forhold til dit arbejdsliv, dine børn, dit parforhold – hvad som helst.

Når du bliver konfronteret med andres spørgsmål eller mere eller mindre åbenlyse uforståenhed eller fordømmelse, kan det være svært ikke at gå i forsvarsposition – især hvis det rammer ind i din egen lille indre stemme, der også sætter spørgsmålstegn ved dine valg.

I sådanne situationer er det en rigtig god idé at øve sig i ikke at ryge ud i lange forklaringer og forsvarstaler, hvor du på en måde forlader dig selv i et forsøg på at fremstå på en måde, der kan tilfredsstille dén, du taler med. Øv dig i at sige: “jeg har valgt sådan og sådan”. PUNKTUM – ikke mere, ingen forklaringer. Det er selvafgrænsning.

Grundfølelsen vrede

En af vores fire grundfølelser er vrede. Rigtig mange af os har det svært med vrede, og det er rigtig ærgerligt. Dén vrede, som du har god kontakt med, og som du kan udtrykke på en “passende” måde, bruger du nemlig til at sætte din grænser.

For mange er det sådan, at vreden enten slet ikke mærkes, bliver bevidst og udtrykkes – eller at vreden udtrykkes i eksplosioner, der blæser alt omkring (og i) dig omkuld. Disse yderpoler kan også indeholdes i samme menneske på forskellige tidspunkter. Begge dele virker på forskellig vis ødelæggende for dig.

Hvis du ikke mærker og udtrykker vrede, vender du den højst sandsynligt indad. Måske forvandler du den til sorg, måske sætter den sig som kropslige spændinger – under alle omstændigheder bliver det svært for dig at sætte grænser. Og du kommer til at æde en masse fra dine omgivelser.

Hvis du indimellem har raseri-anfald, er du heller ikke i kontakt med din vrede på en måde, så den kan være din ven. Når du mister selvkontrollen tager dine omgivelser dig højst sandsynligt ikke alvorligt, og du mister også efterhånden din selvrespekt. Og igen har du ikke fået sat grænser på en ordentlig og tydelig måde.

Hvis du arbejder med at mærke din vrede og udtrykke den på “passende” måde – dvs, på en tydelig og efter situationen afpasset måde – så kan vreden blive din ven. Den kan blive dit tegn om, at noget ikke er i orden, og den kan give dig kraften til at sige fra på en måde, så du bliver hørt.