Nye grupper for pårørende

Det har været en sand fornøjelse at samarbejde med Katja omkring opstarten af en terapeutisk gruppe for pårørende til alkoholikere. Gruppen er nu godt i gang (og åbner op for nye medlemmer i januar 2011, hvis du er interesseret), og det er skønt at være en del af den helt særlige energi, der kan opstå i en gruppe, hvor deltagerne i dén grad genkender sig selv i hinanden.

Det er derfor med stor fryd, at jeg kan præsentere Katjas og mit nye udvidede samarbejde omkring grupper lige her.

Hvad skete der dog med min blog?

Det er jo så frygtelig lang tid siden, jeg har skrevet. Ikke fordi jeg ikke beskæftiger mig med eller tænker på terapiens fortræffeligheder – for det gør jeg det meste af tiden – men fordi… ja hvad? Tiden bare går med arbejde, børn, mand, logistik, praktik i hverdagen, madpakker, trummerum….

Og så bruger jeg lige pludselig ikke tid på mig selv, og det der betyder noget for mig og tanker mig op med energi – fx at skrive her, hvor jeg reflekterer over, hvad det egentlig er jeg laver.

Når jeg (endelig) opdager det, er det tid til at stoppe op, give mig selv et åndehul, tage mig tiden, trække vejret, kigge lidt ud i luften og få kontakt med mig selv igen. Få kontakt med det, der er meningsfuldt for mig.

Så nu skal der liv i bloggen igen, for den er ét af mine små åndehuller i hverdagen.

PS: På onsdag starter (med en uges forsinkelse) gruppen for pårørende til alkoholikere. Der er stadig et par pladser, og du er velkommen til at kontakte mig, hvis du tror, det kunne være noget for dig.

Need to know eller nice to know?

Jeg er stadig optaget af, hvad jeg skrev om her og her – hvordan jeg opnår en følelse af enkelhed og ro, som for mig er grundlaget for at være tilstede i mit liv på en måde, så jeg kan mærke nærvær og glæde.

Roen kommer, hvis jeg får skåret en masse overflødige ting væk. Alle de ting, som jeg reelt ikke behøver beskæftige mig med, og som reelt ikke giver mig en positiv bonus i mit liv. Hvis du som jeg er særligt sensitiv, kan det især være nødvendigt at få taget et kig på, hvad du fylder dit liv op med. Er det vigtigt eller tager det tiden, opmærksomheden og energien fra det væsentlige?

Det er et løbende arbejde for mig at balancere min videbegærlighed og alt det, jeg gerne vil følge med i og lære noget om på den ene side – og så på den anden side min sensitivitet og mit behov for at vende mig indad for at finde roen.

Det handler om at stille sig spørgsmålet: er det, jeg beskæftiger mig med lige nu, “need to know” eller “nice to know”?

Opbakning

For mig er det et kontinuerligt terapeutisk arbejde at lære at give mig selv opbakning. Hvis jeg ikke løbende arbejder med at finde ud af, hvordan jeg giver mig selv opbakning og støtte, så smuldrer min fornemmelse for mig selv og mine grænser. Hvis jeg ikke er bevidst og opmærksom kommer jeg – uden at jeg lægger mærke til det – til at nedgøre og underkende mig selv og ikke tage mig selv alvorligt.

Når jeg kommer til at nedgøre mig selv eller miste mig selv, mærker jeg det blandt andet kropsligt, og derfor er det også muligt at arbejde med denne problematik på en kropsterapeutisk måde. Når jeg er ude af kontakt med mig selv føles min krop urolig og flagrende, og det er et dårligt udgangspunkt for at sætte grænser eller udvise autoritet.

Kropsterapi kan fx være at finde et roligt sted i kroppen og hente styrke derfra. Et sted i kroppen, som jeg kan søge hen til og tage kontakt til, når jeg har brug for at samle mig og komme hjem til mig selv igen. Kropsterapi kan også være støtte til åndedrættet for ad den vej at falde til ro i kroppen.

Kropsterapi udelukker selvfølgelig ikke den terapeutiske samtale, men kan være et fantastisk supplement til den strøm af ord, som så mange af os er alt for gode til.

Selvafgrænsning

Kender du det, at det er svært at holde fast i de valg, du tager? At det kan være svært ikke at sammenligne dig med andre, og hvad de nu gør, og hvordan de lever deres liv? Det kan være i forbindelse med valg i forhold til dit arbejdsliv, dine børn, dit parforhold – hvad som helst.

Når du bliver konfronteret med andres spørgsmål eller mere eller mindre åbenlyse uforståenhed eller fordømmelse, kan det være svært ikke at gå i forsvarsposition – især hvis det rammer ind i din egen lille indre stemme, der også sætter spørgsmålstegn ved dine valg.

I sådanne situationer er det en rigtig god idé at øve sig i ikke at ryge ud i lange forklaringer og forsvarstaler, hvor du på en måde forlader dig selv i et forsøg på at fremstå på en måde, der kan tilfredsstille dén, du taler med. Øv dig i at sige: “jeg har valgt sådan og sådan”. PUNKTUM – ikke mere, ingen forklaringer. Det er selvafgrænsning.

Grundfølelsen vrede

En af vores fire grundfølelser er vrede. Rigtig mange af os har det svært med vrede, og det er rigtig ærgerligt. Dén vrede, som du har god kontakt med, og som du kan udtrykke på en “passende” måde, bruger du nemlig til at sætte din grænser.

For mange er det sådan, at vreden enten slet ikke mærkes, bliver bevidst og udtrykkes – eller at vreden udtrykkes i eksplosioner, der blæser alt omkring (og i) dig omkuld. Disse yderpoler kan også indeholdes i samme menneske på forskellige tidspunkter. Begge dele virker på forskellig vis ødelæggende for dig.

Hvis du ikke mærker og udtrykker vrede, vender du den højst sandsynligt indad. Måske forvandler du den til sorg, måske sætter den sig som kropslige spændinger – under alle omstændigheder bliver det svært for dig at sætte grænser. Og du kommer til at æde en masse fra dine omgivelser.

Hvis du indimellem har raseri-anfald, er du heller ikke i kontakt med din vrede på en måde, så den kan være din ven. Når du mister selvkontrollen tager dine omgivelser dig højst sandsynligt ikke alvorligt, og du mister også efterhånden din selvrespekt. Og igen har du ikke fået sat grænser på en ordentlig og tydelig måde.

Hvis du arbejder med at mærke din vrede og udtrykke den på “passende” måde – dvs, på en tydelig og efter situationen afpasset måde – så kan vreden blive din ven. Den kan blive dit tegn om, at noget ikke er i orden, og den kan give dig kraften til at sige fra på en måde, så du bliver hørt.

At mærke mine grænser

Kender du det at kunne blive presset helt ud til kanten af dine børn? Dér, hvor du ved, at du vil skrige, hvis du skal smøre én mad mere, skal forholde dig til én konflikt mere mellem veninderne i gården, eller hvis der er nogen, der ikke kan sove? Jeg gør!

Gennem mine mange, mange timers terapi og min uddannelse til terapeut ved jeg, at det handler om at mærke, sætte og holde mine egne grænser i tide. At bevare mig selv samtidig med at jeg er nærværende og tilstede i forhold til mine børn. At finde momenterne med ro og pauser, hvor jeg kan vende mig indad og få kontakt til mig selv og min egen energi. For ikke at blive ædt op og først opdage, at det er dét, der er sket, når hætten ryger af.

Lettere sagt end gjort… Og det er noget jeg løbende arbejder med i min egen terapi, fordi det at sætte og holde mine grænser altid vil være et tema i mit liv – i mere og mere afmattet form efterhånden som jeg bliver ved med at arbejde med det.