Om at blive bedre til at mærke sine følelser

I denne måneds Bazar er der en artikel, som jeg har medvirket til gennem et interview. Artiklen handler om, hvorfor det er vigtigt at mærke dine følelser; hvordan det giver en bedre kontakt til dig selv og ikke mindst, hvordan man gør.

Du har måske som mange andre lært, at det har størst værdi at være rationel, at du må bruge dit intellekt og din “sunde fornuft”, når du skal forholde dig til livets hændelser. Det er rigtig ærgerligt, for det er når du lytter til hjertet og dine følelser, at du kommer i kontakt med dig selv – dine værdier, ønsker, håb, behov, længsler – og det er i denne kontakt, at det bliver muligt for dig at tage beslutninger, der leder dig hen imod et liv, der giver mening for lige netop dig.

Reklamer

At fordoble sine problemer

Kender du det, at du bebrejder dig selv, når du føler et eller andet? At hvis du er ked af det, vred over noget, frustreret eller bare små-irriteret, så er der samtidig en stemme, der kører inden i dig, som siger noget i retning af: “Tag dig dog sammen”, “Det er da ikke noget at være ked af”, “Kom dog videre”, “Du er også så overfølsom” osv.

Så ikke alene er du plaget af sorg eller vrede – du bebrejder også dig selv, at du har det sådan. På den måde får du skabt dig selv to problemer i stedet for blot det ene, som det startede med.

Denne tanke stødte jeg første gang på, da jeg læste Bent Falks skønne lille bog “At være dér, hvor du er” (som du bl.a. skal læse, hvis du har mistet og er i sorg), og tanken er blevet en del af mit grundlag som psykoterapeut.

Terapi handler ofte om at acceptere, hvad der sker inden i dig følelsesmæssigt og mentalt. For hvis du kan acceptere dine følelser i et givent øjeblik og stoppe selvbebrejdelsen og selvhadet, ja så har du ud fra denne tankegang allerede halveret dine problemer.

Når den indre kritiker tier

Kristine gav mig lidt at tænke over med de sidste sætninger i dette indlæg. Hun spørger om, hvad der sker, når vi slipper kontrollen og opgiver idealet om det perfekte. Hvad ville der så komme ud af vores hjerte?

Det giver mig stor mening i forlængelse af det, jeg skrev forleden om den indre kritiske stemme. For det er også et meget relevant spørgsmål i den forbindelse: Hvad bliver der plads til, når den indre kritiker tier?

Så længe den indre nedgørende dommer kværner afsted, er det svært at høre andet. Det er ikke muligt at mærke alt det, du er god til og glad for ved dig selv. Det er er ikke muligt at mærke alle dine talenter, passioner og ting, du glædes over ved dig selv.

Det kan være så uvant at mærke dine behov, lyster, interesser og krav – og at se på alle disse dele af dig med kærlighed, omsorg og glæde. Så uvant, at det er mere komfortabelt at holde fast i den negative kritiker indeni, fordi det bliver for svært at håndtere al den glæde og alt det liv, der måske springer ud af dit hjerte, hvis din indre dommer bliver stille.

Grundfølelsen vrede

En af vores fire grundfølelser er vrede. Rigtig mange af os har det svært med vrede, og det er rigtig ærgerligt. Dén vrede, som du har god kontakt med, og som du kan udtrykke på en “passende” måde, bruger du nemlig til at sætte din grænser.

For mange er det sådan, at vreden enten slet ikke mærkes, bliver bevidst og udtrykkes – eller at vreden udtrykkes i eksplosioner, der blæser alt omkring (og i) dig omkuld. Disse yderpoler kan også indeholdes i samme menneske på forskellige tidspunkter. Begge dele virker på forskellig vis ødelæggende for dig.

Hvis du ikke mærker og udtrykker vrede, vender du den højst sandsynligt indad. Måske forvandler du den til sorg, måske sætter den sig som kropslige spændinger – under alle omstændigheder bliver det svært for dig at sætte grænser. Og du kommer til at æde en masse fra dine omgivelser.

Hvis du indimellem har raseri-anfald, er du heller ikke i kontakt med din vrede på en måde, så den kan være din ven. Når du mister selvkontrollen tager dine omgivelser dig højst sandsynligt ikke alvorligt, og du mister også efterhånden din selvrespekt. Og igen har du ikke fået sat grænser på en ordentlig og tydelig måde.

Hvis du arbejder med at mærke din vrede og udtrykke den på “passende” måde – dvs, på en tydelig og efter situationen afpasset måde – så kan vreden blive din ven. Den kan blive dit tegn om, at noget ikke er i orden, og den kan give dig kraften til at sige fra på en måde, så du bliver hørt.

Forbudte følelser

Indenfor organisk psykoterapi arbejder man med fire grundfølelser: vrede, glæde, sorg og seksualitet (forstået både som seksualitet i ordets traditionelle betydning og i en bredere forstand som livs-energi eller -kraft). Der er grader af følelserne – irritation, tristhed osv. – men skåret ind til benet kan enhver følelse føres tilbage til én af de 4.

Et sundt menneske befinder sig (idéelt) i et konstant og naturligt flow mellem alle følelserne – mærker og udtrykker dem hver især på en passende måde i forhold til situationen. De fleste af os halter dog lidt bagefter dette idéelle scenarie. Vi har som regel god kontakt med nogle af følelserne og sværere ved at at mærke og/eller udtrykke andre. Dybest set hænger det sammen med, hvilke følelser, der var tilladte og havde værdi i vores barndomshjem, og hvilke, der var forbudte og absolut ikke havde værdi.

Derfor kan det være relevant at stille sig selv spørgsmålet, om hvad man har “lært” at føle i sit barndomshjem. Mange har oplevet, at det ikke var i orden at være vred og kun at blive belønnet for at være  glad og samarbejdsvillig. Andre har oplevet, at de ikke kunne være kede af det uden at få at vide, at de skulle tage sig sammen. Eller også kunne mor og far bedre håndtere ked af det-hed end sprudlende livsglæde og -kraft, og budskabet blev “dæmp dig”.

Glæde kan for nogle være lige så svært at tillade sig at mærke og udtrykke, som sorg og vrede. Og derfor kan det være et lige så betydningsfuldt terapeutisk arbejde at få støtte til glæden som til at udtrykke sin vrede og sorg. Glæden kan være så sårbar og flygtig, så svær at holde fast i, og terapeuten skal huske, at hun ikke bare skal være “problemfinder”, men i lige så høj grad gå med og støtte glæden, så den får bedre vilkår for at fæstne sig i klientens liv.