Når dit barn eksploderer

Har du et barn, der hyppigt eksploderer på en voldsom måde – over ting, som i dine øjne er småting? Hvis tingene eksempelvis ikke er helt som de plejer, eller hvis et behov ikke opfyldes her og nu?

Eller måske imploderer dit barn, som mit ene barn af og til gør. Går ind i sig selv og nedsmelter på en måde, hvor genetableringen af kontakt bliver ganske vanskelig?

Jeg har netop haft glæde af at læse Ross W. Greenes bog “Det eksplosive barn”. I bogen giver Greene en meget konkret metode til at lære at kommunikere og samarbejde med dit barn på en anden måde. Bogen er meget amerikansk i sin tone, men jeg synes den har stor værdi i kraft af Greenes respektfulde tilgang til børnene.

Hans grundlæggende holdning er, at børn vil samarbejde og gøre os glade, hvis de på nogen måde kan. Når de ikke kan og eksploderer på destruktiv vis, handler det ofte om en manglende udvikling i forhold til at være fleksibel og klare skift.

Hans kommunikations-model er noget af det mest respektfulde og tillidsfulde, jeg har læst omkring kommunikation med børn. Han tror virkelig på børnenes evner til at samarbejde, at finde løsninger og indgå  kompromiser – og det i sig selv er vældig inspirerende.

Reklamer

At fordoble sine problemer

Kender du det, at du bebrejder dig selv, når du føler et eller andet? At hvis du er ked af det, vred over noget, frustreret eller bare små-irriteret, så er der samtidig en stemme, der kører inden i dig, som siger noget i retning af: “Tag dig dog sammen”, “Det er da ikke noget at være ked af”, “Kom dog videre”, “Du er også så overfølsom” osv.

Så ikke alene er du plaget af sorg eller vrede – du bebrejder også dig selv, at du har det sådan. På den måde får du skabt dig selv to problemer i stedet for blot det ene, som det startede med.

Denne tanke stødte jeg første gang på, da jeg læste Bent Falks skønne lille bog “At være dér, hvor du er” (som du bl.a. skal læse, hvis du har mistet og er i sorg), og tanken er blevet en del af mit grundlag som psykoterapeut.

Terapi handler ofte om at acceptere, hvad der sker inden i dig følelsesmæssigt og mentalt. For hvis du kan acceptere dine følelser i et givent øjeblik og stoppe selvbebrejdelsen og selvhadet, ja så har du ud fra denne tankegang allerede halveret dine problemer.

Barn af alkoholiker #5

Voksne børn af alkoholikere har tit svært ved at more sig. Det hænger selvfølgelig sammen med, at du ikke havde det ret sjovt som barn, for dengang var der virkelig ikke ret meget at more sig over. Stemningen i et hjem præget af alkoholisme er ikke ligefrem sjov, fjollet eller uhøjtidelig.

Tværtimod har livet ofte været meget alvorligt og bittert, og samtidig er du sikkert blevet pålagt en voksenrolle og et ansvar, som var langt forud for din alder.

Det spontane, barnlige, fjollede er blevet kvalt i dig, og også nu, hvor du er voksen, sker det sjældent for dig, at du lader dig rive med af leg, fest og pjatteri.

Kunne du tænke dig, at det var anderledes? Så er du nødt til at arbejde med at vække dit indre barn til live. Gør nogle af de barnlige ting, du aldrig har prøvet. Prøv at komme i tanke om, hvilke lege, du drømte om som barn. Hvilke fantasier havde du om at have det sjovt?

Det kan også være en god idé at være sammen med mennesker, som du ved er gode til at have det sjovt, og gode til at finde på fis og ballade. Det vil sikkert føles ubekvemt og kunstigt i starten, når du kaster dig ud i en sjov leg. Sådan er det med al udvikling og forandring. Måske vil du føle dig til grin og blive genert, men efterhånden vil du erfare, hvor meget glæde det også bringer dig.

Du kan læse mere i Janet G. Woititz’ “Voksne børn af alkoholikere”.

Du kan også arbejde med det i individuel terapi eller i en gruppe – se mere ovenfor.

Din egen indre forælder

Hvis du mangler sommerferie læsning, så kan jeg anbefale Elizabeth Gilberts vidunderlige bog “Eat pray love”, som jeg før har skrevet om. Den er fyldt med så mange fine indsigter formidlet på en meget afvæbnende og humoristisk måde, og jeg er ved at genlæse den med stor fryd.

I starten af bogen beskriver Elizabeth et redskab hun bruger, når hun føler fortvivlelse og ikke ved, hvad hun skal gøre. Hun skriver i en notesbog alt, hvad hun er desperat og fortvivlet over – lukker det hele ud. Og så venter hun… Indtil en stemme indeni hende svarer og skriver til hende i bogen. Stemmen svarer med kærlighed, forståelse og omsorg, og den giver hende en følelse af at være omsluttet af kærlighed og elsket som lige den hun er, og uanset, hvad hun gør.

Som jeg læser det, er hun i kontakt med sin egen indre forældre – dén del af hende, der elsker uendeligt og betingelsesløst, og som giver hende mulighed for at bevæge sig gennem den umiddelbare fortvivlelse.

Vi kan alle arbejde med den indre del af os selv, den stemme, som altid er parat til at give os omsorg. Det er ikke bare sådan lige at lære i et snuptag, hvis vi ikke har lært det som en naturlig del i vores opvækst, men det kan læres med den rette støtte. Så næste gang du føler fortvivlelse, vrede, desperation, ikke ved, hvad du skal gøre, kan du prøve at spørge dig selv: Hvad ville min indre rigtig gode forælder sige til mig nu for at hjælpe og trøste mig?

Barn af alkoholiker #3

Hvis du er vokset op i en alkoholisk familie oplever du sikkert tit, at du kommer til at lyve, når du lige så godt kunne sige sandheden – i situationer, hvor du ikke høster nogen reel fordel af at lyve.

I den alkoholiske familie gennemsyrer løgnen alt: Misbruget skjules for omverdenen. Man taler ikke åbent om det indbyrdes. Alkoholikerens partner og efterhånden også børnene dækker over alkoholikeren; kommer med løgne og dækhistorier. Alkoholikeren lyver om sit misbrugs omfang og sine intentioner om det ene og det andet.

Samtidig benægtes virkeligheden ofte, og barnets oplevelser anerkendes ikke og forkastes ofte direkte som løgne. Denne cocktail gør, at det efterhånden ikke giver mening for barnet at sige sandheden, og løgnen bliver en vane og sker helt automatisk.

Som voksen kan denne vane dog skabe vanskeligheder for dig, og det kan være nødvendigt at arbejde med at bryde den. Det kan du gøre ved – uden at dømme dig selv – nøgternt at undersøge i hvilke situationer, du lyver. Er det når du er stresset, træt, nervøs eller noget helt andet? Er det anderledes, når du er tryg eller udhvilet? Beslut dig for at stoppe med at lyve, og gør det så så godt du kan, samtidig med at du undersøger, hvad der skete, når det glipper.

Du kan læse mere i Janet G. Woititzs bog “Voksne børn af alkoholikere”.

“Den almindeligt hengivne mor”

Jeg er i gang med at læse “Spædbørn og deres mødre”, som er en række artikler og foredrag af børnelægen og psykoanalytikeren Donald Winnicott. Mange af dem er tilbage fra 50’erne og 60’erne, og det slår mig igen og igen, hvor indsigtsfuld og forud for sin tid, Winnicott var, når han beskæftiger sig med mødre og deres helt små børn.

Han indfører begrebet “den almindeligt hengivne mor”, som er den helt almindelige, gennemsnitlige mor uden alvorlige psykiske forstyrrelser. Denne mor vil, hvis man lader hende være i fred, helt automatisk tage sig af sit lille barn på en passende måde. Hun vil helt naturligt og af sig selv opfylde såvel dets fysiske som dets psykiske behov, så det bliver muligt for barnet at udvikle sig.

Winnicott er meget optaget af, at hvis man som “ekspert”, dvs. læge, sygeplejerske, jordemoder, sundhedsplejerske osv., tror at man skal lære den nye mor noget, så risikerer man faktisk at forstyrre den naturlige tilknytning og proces, fordi man får stresset moren. Det, som eksperterne kan og skal gøre, er at skabe rammerne for, at moren har ro og støtte til at finde sin måde sammen med barnet. For så vil hun helt automatisk gøre alt det, som spædbarnet har brug for.

Winnicotts tiltro og kærlighed til mødrene og deres evner for at tage sig af sit barn er for mig dybt rørende. Og jeg mener, at han har fuldstændig ret i, at når vi er nybagte mødre, er vi i en helt speciel tilstand, hvor krop og instinkter tager over. For omgivelserne handler det om ikke at forstyrre dette særlige rum – for så finder de allerfleste mødre ud af tingene på allerfineste måde.

Om at være unik

I forbindelse med forrige indlæg kom jeg til at tænke på en god lille bog af Anne-Lise Løvlie Schibbye. “Livsbevidsthed” handler blandt andet om, hvordan vi alle er unikke, og at sammenligninger derfor er meningsløse.

Ud fra et eksistentialistisk perspektiv skriver hun om, hvordan hvert enkelt liv, hver enkel eksistens er helt sin egen. I forhold til en terapeutisk relation – og alle andre relationer – er det vigtigt, fordi man så altid må anerkende den andens virkelighed og den andens evne til refleksion over eget liv.

I forhold til dét med at komme til at sammenligne sig med andre, betyder det, at vi alle er unikke, at sammenligninger på en måde bliver meningsløse. Det bliver lidt som at sammenligne æbler og bananer. Vi kan selvfølgelig godt søge inspiration hos hinanden, men det er værd at huske, at en måling af sig selv i forhold til en andens målestok ikke giver mening.