Hvad går terapi ud på?

Terapi handler dybest set om at få støtte til at blive mere sig selv. Det betyder, at det terapeutiske arbejde ikke handler om, at du skal blive en anden – tværtimod skal du lære dig selv at kende, lige som du er.

Uanset hvilke vanskeligheder, du kommer med, vil det nedenunder handle om, at du ikke er tro mod dig selv. På et eller andet tidspunkt i dit liv, har du måtte pakke dit eget autentiske væsen væk – som en overlevelsesmekanisme. I dit nuværende liv bliver det før eller siden en begrænsning for dig. Livet kan komme til at føles tomt og meningsløst, eller du opdager, at du bliver ved med at gentage destruktive mønstre – velvidende at det er dårligt for dig, men ude af stand til at stoppe det og tage vare på dig selv.

I terapi kan du få støtte til at finde ind til dig igen. Støtte til at mærke dine egne behov, lyster og grænser. Støtte til at stå ved det, som du mærker. Støtte til at møde verden fra et sted, hvor du er i kontakt med dig selv.

Terapi handler om at få den anerkendelse og opbakning, som alle mennesker har brug for, for at du kan blive mere og mere dig.

Hvordan fører psykoterapi til forandring?

Indenfor gestaltterapien taler man om forandringens paradoks, som handler om forskellen på at blive ved dét, der er, og at gå fra det – og hvordan disse forskellige måder at forholde sig på har betydning for udvikling og vækst.

Når noget er svært for os, er vi mennesker som oftest optaget af, hvordan vi burde være, eller hvordan vi ikke vil være. Det betyder, at vi ikke er med dét, der er. Vi ser hverken os selv eller vores omverden, som den er, men er styret af gamle overbevisninger, overlevelsesmekanismer, ønskedrømme osv.

Når vi opdager noget i os selv, som ikke er, som vi synes det skal være, så vil vi gerne videre. Vi bliver optaget af, hvordan vi og verden burde se ud i en fremtid. Paradokset er, at dette ønske om at komme videre bremser for vækst.

Vejen til vækst er at blive ved det, der er – og undersøge det, dvs. at fordybe sig i, vende og dreje, hvem jeg er i alle mine forskellige dele af min personlighed. Gennem dette arbejder er det muligt at nå frem til en anerkendelse af sig selv, og SÅ kan forandringen ske.

At ønske sig videre bremser den personlige udvikling, fordi man på den måde faktisk forlader sig selv, som man er her og nu. Når jeg går fra mig selv, kan jeg ikke rykke mig, fordi jeg har forladt virkeligheden og lever i en drømmeverden.

Når jeg derimod bliver ved mig selv og anerkender mig selv, kan jeg flytte mig, hvis det er nødvendigt, fordi jeg er i kontakt med virkeligheden og dét, der er.

Det kan føles både pinefuldt og sørgmodigt at give slip på ønske-forestillingerne, og det kan føles slidsomt og kedeligt at se grundigt på mig selv og min virkelighed – men i kontakten med virkeligheden ligger rigdommen, for det er når jeg er i virkeligheden, at jeg har mulighed for at leve et godt liv.

Forandringens paradoks

Det øjeblik du fuldt ud accepterer dig selv, bliver forandring mulig. Lyder det mærkeligt bagvendt? Det er det på en måde også, og det er det, man kalder forandringens paradoks indenfor terapi.

Det er sådan, at hvis du ønsker at ændre noget ved dig selv –  en følelse, en reaktionsmåde, en tankegang – så går den terapeutiske vej over accept og anerkendelse af denne del af dig. Og SÅ bliver forandringen mulig.

Hvordan gør man så det? Det gør man fx sammen med en god terapeut, som hjælper dig med at få det hele frem i lyset. Som hjælper dig med at forstå dine følelser, tanker, reaktioner. Som stiller spørgsmålet, om du godt kan forstå at du eksempelvis føler vrede i den og den situation  set i lyset af din historie,  hvad du har været udsat for, dine erfaringer? Giver det mening for dig, at du føler vrede?

Og når du begynder at forstå dig selv anerkende dig selv, kommer belønningen  i form af, at dine mønstre langsomt slipper og forandrer sig, og giver dig mulighed for nye valg.

At fordoble sine problemer

Kender du det, at du bebrejder dig selv, når du føler et eller andet? At hvis du er ked af det, vred over noget, frustreret eller bare små-irriteret, så er der samtidig en stemme, der kører inden i dig, som siger noget i retning af: “Tag dig dog sammen”, “Det er da ikke noget at være ked af”, “Kom dog videre”, “Du er også så overfølsom” osv.

Så ikke alene er du plaget af sorg eller vrede – du bebrejder også dig selv, at du har det sådan. På den måde får du skabt dig selv to problemer i stedet for blot det ene, som det startede med.

Denne tanke stødte jeg første gang på, da jeg læste Bent Falks skønne lille bog “At være dér, hvor du er” (som du bl.a. skal læse, hvis du har mistet og er i sorg), og tanken er blevet en del af mit grundlag som psykoterapeut.

Terapi handler ofte om at acceptere, hvad der sker inden i dig følelsesmæssigt og mentalt. For hvis du kan acceptere dine følelser i et givent øjeblik og stoppe selvbebrejdelsen og selvhadet, ja så har du ud fra denne tankegang allerede halveret dine problemer.

Din egen indre forælder

Hvis du mangler sommerferie læsning, så kan jeg anbefale Elizabeth Gilberts vidunderlige bog “Eat pray love”, som jeg før har skrevet om. Den er fyldt med så mange fine indsigter formidlet på en meget afvæbnende og humoristisk måde, og jeg er ved at genlæse den med stor fryd.

I starten af bogen beskriver Elizabeth et redskab hun bruger, når hun føler fortvivlelse og ikke ved, hvad hun skal gøre. Hun skriver i en notesbog alt, hvad hun er desperat og fortvivlet over – lukker det hele ud. Og så venter hun… Indtil en stemme indeni hende svarer og skriver til hende i bogen. Stemmen svarer med kærlighed, forståelse og omsorg, og den giver hende en følelse af at være omsluttet af kærlighed og elsket som lige den hun er, og uanset, hvad hun gør.

Som jeg læser det, er hun i kontakt med sin egen indre forældre – dén del af hende, der elsker uendeligt og betingelsesløst, og som giver hende mulighed for at bevæge sig gennem den umiddelbare fortvivlelse.

Vi kan alle arbejde med den indre del af os selv, den stemme, som altid er parat til at give os omsorg. Det er ikke bare sådan lige at lære i et snuptag, hvis vi ikke har lært det som en naturlig del i vores opvækst, men det kan læres med den rette støtte. Så næste gang du føler fortvivlelse, vrede, desperation, ikke ved, hvad du skal gøre, kan du prøve at spørge dig selv: Hvad ville min indre rigtig gode forælder sige til mig nu for at hjælpe og trøste mig?

Når den indre kritiker tier

Kristine gav mig lidt at tænke over med de sidste sætninger i dette indlæg. Hun spørger om, hvad der sker, når vi slipper kontrollen og opgiver idealet om det perfekte. Hvad ville der så komme ud af vores hjerte?

Det giver mig stor mening i forlængelse af det, jeg skrev forleden om den indre kritiske stemme. For det er også et meget relevant spørgsmål i den forbindelse: Hvad bliver der plads til, når den indre kritiker tier?

Så længe den indre nedgørende dommer kværner afsted, er det svært at høre andet. Det er ikke muligt at mærke alt det, du er god til og glad for ved dig selv. Det er er ikke muligt at mærke alle dine talenter, passioner og ting, du glædes over ved dig selv.

Det kan være så uvant at mærke dine behov, lyster, interesser og krav – og at se på alle disse dele af dig med kærlighed, omsorg og glæde. Så uvant, at det er mere komfortabelt at holde fast i den negative kritiker indeni, fordi det bliver for svært at håndtere al den glæde og alt det liv, der måske springer ud af dit hjerte, hvis din indre dommer bliver stille.

Selvkritik og selvhad

Det er ikke forbeholdt voksne børn af alkoholikere at udøve en nådesløs selvkritik. Mange af os har en mere eller mindre konstant indre stemme kørende, der fortæller os om, hvor uduelige, talentløse, pinlige – ja forsæt selv listen med dine nedsættende ord – vi er.

Hvis du vil, kan du arbejde terapeutisk med at lukke munden på denne indre dommer, så du ikke skal leve et liv præget af selvkritik og selvhad.

En del af arbejdet kan handle om at spore oprindelsen til denne indre nedgørende stemme. Hvem har lært dig, at du ikke er dygtig, sød, pæn, talentfuld osv., osv.? På den måde kan du finde ud af, at det ikke er en naturlig del af dig, men noget som nogen har puttet ind i dig.

En anden del af arbejdet kan handle om at finde ud af, hvordan du giver dig selv opbakning, når du mærker stemmen gå i gang. Hvordan kan du give dig selv den omsorg og kærlighed, som du har brug for, for at kunne stoppe med at kritisere dig selv? Hvordan kan du aktivere den del af dig, som er modpolen til selvhadet?

Barn af alkoholiker #4

Mange voksne børn af alkoholikere udøver en nådesløs selvkritik. Det handler dybest set om, at det ikke lykkedes dig at stoppe drikkeriet i din familie som barn. Du blev sikkert også kritiseret for alt og ingenting, og intet du gjorde var godt nok. Måske blev du endda direkte beskyldt for at være skyld i drikkeriet, fordi du var så umulig en unge.

Den negative selvopfattelse er nu, hvor du er voksen, så integreret i dig, at du helt automatisk tager ansvaret for de ting, der går galt. Og omvendt, hvis noget går godt, opfatter du det ikke som din fortjeneste men som nogle andres eller omstændighedernes.

At kritisere dig selv og rakke dig selv ned er en indgroet vane, at vende alting indad og bebrejde dig selv, og det kan blive ganske opslidende.

For at ændre på det, skal du øve dig i at se på dig selv med kærlighed og omsorg. I forandringsfasen kan det føles meget utrygt og ubehageligt at indtage en positiv, rosende eller anerkendende holdning til dig selv – simpelthen fordi det er så uvant. AL forandring og udvikling går gennem smerte og ubehag, også når det umiddelbart virker positivt, hvad der sker. Det kan være nødvendigt med støtte i terapi, hvor terapeuten anerkender, møder og udviser dig omsorg.

Du kan læse mere i Janet G. Woititz’ bog “Voksne børn af alkoholikere”.

Opbakning

For mig er det et kontinuerligt terapeutisk arbejde at lære at give mig selv opbakning. Hvis jeg ikke løbende arbejder med at finde ud af, hvordan jeg giver mig selv opbakning og støtte, så smuldrer min fornemmelse for mig selv og mine grænser. Hvis jeg ikke er bevidst og opmærksom kommer jeg – uden at jeg lægger mærke til det – til at nedgøre og underkende mig selv og ikke tage mig selv alvorligt.

Når jeg kommer til at nedgøre mig selv eller miste mig selv, mærker jeg det blandt andet kropsligt, og derfor er det også muligt at arbejde med denne problematik på en kropsterapeutisk måde. Når jeg er ude af kontakt med mig selv føles min krop urolig og flagrende, og det er et dårligt udgangspunkt for at sætte grænser eller udvise autoritet.

Kropsterapi kan fx være at finde et roligt sted i kroppen og hente styrke derfra. Et sted i kroppen, som jeg kan søge hen til og tage kontakt til, når jeg har brug for at samle mig og komme hjem til mig selv igen. Kropsterapi kan også være støtte til åndedrættet for ad den vej at falde til ro i kroppen.

Kropsterapi udelukker selvfølgelig ikke den terapeutiske samtale, men kan være et fantastisk supplement til den strøm af ord, som så mange af os er alt for gode til.

At finde ind til sig selv

Det er et svært arbejde og en lang proces at lære at vende sig indad, hvis du – som jeg – ikke har den evne som en naturlig del af dig. At mærke sig selv, at have sit eget indre som pejlemærke og at lære at handle efter egne behov, drømme og ønsker – det er svært, hvis du hele livet har lært at indrette dig efter andre, sammenligne dig med andre og haft ydre målestokke for succes.

Det er et arbejde som kræver støtte fx i terapi. Hvis du finder en terapeut, der kan være med dig i dén proces, så er du godt på vej. En terapeut kan være det menneske, der er villig til at se, støtte og anerkende dig, mens du arbejder med at få vendt dit perspektiv og få dit eget indre som kompas. Jeg har også måtte erkende, at det er et arbejde, der kræver vedligeholdelse. For mig er det ikke løst en gang for alle, og måske er det også sådan for dig.

Det er min personlige erfaring, at når du tydeligt mærker dig selv med dine ressourcer og begrænsninger, ønsker og grænser, kan der indfinde sig en følelse af glæde, tilfredshed og meningsfuldhed. Så selv om det kan være et sejt stykke arbejde at vende supertankeren og herunder stoppe sammenligningerne, er det det hele værd.