Hvordan fører psykoterapi til forandring?

Indenfor gestaltterapien taler man om forandringens paradoks, som handler om forskellen på at blive ved dét, der er, og at gå fra det – og hvordan disse forskellige måder at forholde sig på har betydning for udvikling og vækst.

Når noget er svært for os, er vi mennesker som oftest optaget af, hvordan vi burde være, eller hvordan vi ikke vil være. Det betyder, at vi ikke er med dét, der er. Vi ser hverken os selv eller vores omverden, som den er, men er styret af gamle overbevisninger, overlevelsesmekanismer, ønskedrømme osv.

Når vi opdager noget i os selv, som ikke er, som vi synes det skal være, så vil vi gerne videre. Vi bliver optaget af, hvordan vi og verden burde se ud i en fremtid. Paradokset er, at dette ønske om at komme videre bremser for vækst.

Vejen til vækst er at blive ved det, der er – og undersøge det, dvs. at fordybe sig i, vende og dreje, hvem jeg er i alle mine forskellige dele af min personlighed. Gennem dette arbejder er det muligt at nå frem til en anerkendelse af sig selv, og SÅ kan forandringen ske.

At ønske sig videre bremser den personlige udvikling, fordi man på den måde faktisk forlader sig selv, som man er her og nu. Når jeg går fra mig selv, kan jeg ikke rykke mig, fordi jeg har forladt virkeligheden og lever i en drømmeverden.

Når jeg derimod bliver ved mig selv og anerkender mig selv, kan jeg flytte mig, hvis det er nødvendigt, fordi jeg er i kontakt med virkeligheden og dét, der er.

Det kan føles både pinefuldt og sørgmodigt at give slip på ønske-forestillingerne, og det kan føles slidsomt og kedeligt at se grundigt på mig selv og min virkelighed – men i kontakten med virkeligheden ligger rigdommen, for det er når jeg er i virkeligheden, at jeg har mulighed for at leve et godt liv.

At finde ind til sig selv

Inspireret af denne kommentar fra Hjertets Renhed vil jeg uddybe lidt om det at være unik og ikke sammenligne sig med andre.

Det er et svært arbejde og en lang proces at lære at vende sig indad, hvis du – som jeg – ikke har den evne som en naturlig del af dig. At mærke sig selv, at have sit eget indre som pejlemærke og at lære at handle efter egne behov, drømme og ønsker – det er svært, hvis du hele livet har lært at indrette dig efter andre, sammenligne dig med andre og haft ydre målestokke for succes.

Det er et arbejde som kræver støtte fx i terapi. Hvis du finder en terapeut, der kan være med dig i dén proces, så er du godt på vej. En terapeut kan være det menneske, der er villig til at se, støtte og anerkende dig, mens du arbejder med at få vendt dit perspektiv og få dit eget indre som kompas. Jeg har også måtte erkende, at det er et arbejde, der kræver vedligeholdelse. For mig er det ikke løst en gang for alle, og måske er det også sådan for dig.

Det er min personlige erfaring, at når du tydeligt mærker dig selv med dine ressourcer og begrænsninger, ønsker og grænser, kan der indfinde sig en følelse af glæde, tilfredshed og meningsfuldhed. Så selv om det kan være et sejt stykke arbejde at vende supertankeren og herunder stoppe sammenligningerne, er det det hele værd.

Hvorfor går jeg (stadig) i terapi?

I forlængelse af dette indlæg kan man spørge, hvorfor jeg ikke bare selv kan reflektere over mine problemer og selv arbejde med at udvikle mig til det hele menneske, jeg gerne vil være? Jeg må da have redskaberne til det som terapeut? Eller hvorfor kan jeg ikke gøre det sammen med gode venner?

Det er fordi, der sker noget helt særligt i relationen med en god terapeut. Terapi er – skåret helt ind til benet – en bestemt måde at møde et andet menneske på. En helt igennem åben, ikke-dømmende, anerkendende, omsorgsfuld måde, der handler om at udforske klientens måde at opleve verden. Dette skaber det helt særlige rum, hvor det er muligt for mig at undersøge, hvordan jeg konstruerer min verden og min mening – og ændre noget, hvis jeg vil.

Det er noget helt andet end samvær med gode venner, som jo også indeholder diskussioner, gode råd, sladder, sammenligninger med andre og meget andet godt. Gode venner kan jeg ikke undvære, men samvær med dem kan ikke erstatte terapi.

Og jeg kan ikke lave terapi på mig selv. Selvfølgelig kan jeg reflektere og føre indre dialoger på en anden måde, end inden jeg gik i terapi og inden jeg uddannede mig, men det er i relationen, det særlige møde med terapeuten, at ting sker. Dén relation er jeg afhængig af for fortsat at udvikle mig og få det liv, jeg ønsker.

Det rigtige terapi-sprog?

Min meget gode veninde sagde i dag, at hun ind i mellem synes, at et af mine indlæg er så godt eller tankevækkende, at hun egentlig gerne vil kommentere, men at hun ikke synes, hun har sproget til det – det rigtige terapi-sprog.

Det fik mig til at tænke. På hvor vigtigt det er for mig, at terapi og selvudvikling bliver for alle. På at det er ærgerligt, hvis der er nogen, der står af, fordi det virker for indforstået, eller som om man skal være, tænke, føle, tale på en bestemt måde for at komme med i klubben.

Jeg har før skrevet om, at der skal opfindes en ny terapi for hver klient, og hvordan processen omkring opfindelsen af denne nye terapi på en måde udgør selve terapien. Og det indebærer jo også sproget. Terapi og selvudvikling handler ikke om at kunne de “rigtige” ord, men om at finde dine ord. Hvad er vigtigt for dig? Hvordan føles det for dig? Hvordan er det rigtigt at udtrykke det for dig? Og mit job som terapeut er at støtte dig i det – og ikke at pådutte dig en bestemt måde at være, føle eller udtrykke dig på.

Om terapeut-jeg og privat-jeg

For nogen tid siden mødte jeg helt tilfældigt og uforberedt en klient til en børnefødselsdag, hvor vores respektive døtre var inviteret. Begge vi mødre var blevet indskrevet som hjælpende hænder, og skulle således tilbringe noget tid sammen dér.

Klienten havde kun været hos mig én gang, så vi kendte ikke hinanden særlig godt endnu. Situationen blev lidt akavet lige da vi mødtes – ikke så meget direkte mellem mig og min klient, men mere i forhold til de andre tilstedeværende, for hvor var det nu lige vi kendte hinanden fra? Jeg havde ikke den lille belejlige nødløgn klar, og vi gled begge to lidt af på spørgsmålene.

Efterfølgende reflekterede jeg over, hvad det betød for vores relation, at vi havde mødtes dér – om noget? Jeg kom frem til, at min umiddelbare akavethed udelukkende skyldtes, at jeg blev overrasket og lidt forvirret over, at to verdener på den måde mødtes – uden at jeg havde overvejet, hvad jeg ville gøre i sådan en situation. At min klient har oplevet mig i en privat sammenhæng og set mig og mine børn under uformelle forhold betyder ingenting for mig som terapeut.

En af de grundlæggende tanker indenfor den terapeutiske tradition, jeg kommer fra, er faktisk at terapeuten er til stede som sig. Dvs. som et autentisk, levende menneske, der indgår i en særlig relation med klienten, når de er sammen. Jeg bruger mig selv, mine egen erfaringer, mine fornemmelser og de følelser, som klienten fremkalder i mig i mit terapeutiske arbejde. Der er ikke noget om mig, som jeg ikke vil dele med klienten – så længe det er relevant og opbakkende for klientens arbejde.

Med andre ord er jeg grundlæggende ikke en anden person, når jeg er til børnefødselsdag, end når jeg er på arbejde som terapeut – og derfor har det ikke betydet noget for vores videre arbejde, at vi mødtes dér.

God weekend derude!

Opfindelsen af ny terapi

Jeg har netop genlæst Irvin D. Yaloms skønne roman “Sex, løgn og psykoterapi” (med den noget mere originale amerikanske titel “Lying on the Couch”). Den handler bl.a. om en yngre terapeuts opgør med den traditionelle, ortodokse psykoanalyse og hans forsøg på at skabe en terapi, hvor ærligheden går begge veje. Dvs. både terapeut og klient forpligter sig på et forhold, der er præget af fuldstændig åbenhed.

Baggrunden for denne tilgang til terapi er en tro på, at det er relationen mellem terapeut og klient, der helbreder, mere end det er nogle bestemte teknikker, tolkninger, interventioner fra terapeutens side. Det betyder, at det, der virker i terapien, bliver noget mere subtilt, noget der sker “mellem linierne”, ofte på uforudsigelig og overraskende vis.

Jeg har tidligere skrevet om Yaloms tanke om at skabe en ny terapi til hver klient. Denne idé fylder også i “Sex, løgn og psykoterapi”, og knyttes til tanken om, at det er relationen, der helbreder. Et sted i bogen siger den unge psykoterapeut, at det ikke er selve den nye terapi til hver klient, der i sig selv er virkningsfuld. Det er processen omkring opfindelsen af den nye terapi, der er betydningsfuld. Processen, hvor terapeut og klient arbejder sammen om at opfinde en terapi, der er givende for lige netop dén klient – dét er på en måde selve terapien.

Hvis du synes disse tanker er interessante, kan jeg kun anbefale hele Yaloms forfatterskab – der er nok at tage fat på, både af fag- og skønlitteratur. “Sex, løgn og psykoterapi” er et godt sted at starte – den er virkelig morsom samtidig med at den tager fat i nogle vægtige emner bl.a. omkring ærlighed, grænser og etik i psykoterapi.

Afhængig af terapi?

Da jeg selv startede i terapi for ti år siden, og i en lang periode gik hos min terapeut hver uge, blev jeg ind i mellem mødt af udsagn som: “Nu er du vel ikke blevet afhængig af din terapeut?”, “Du skal vel også lære at klare dig selv” og lignende. Jeg går fortsat i terapi – nu hos en anden terapeut, som er lige så betydningsfuld for mig, som min første var – ikke hver uge mere, men løbende med nogenlunde faste intervaller.

Nu hvor jeg også arbejder som terapeut mødes jeg af den samme holdning: “Det er vel ikke meningen, at de skal blive ved med at gå hos dig” eller “Er der nogle, der bliver afhængige af dig?”.

I den første lange tid af min karriere som klient var jeg helt klart afhængig af min terapeut – og det var strengt nødvendigt, at jeg var det, for at kunne komme til et sted, hvor jeg kunne begynde at tage ansvar for min egen udvikling. Indenfor psykoterapi bruger man et begreb, der hedder “gen-forældring” (som i igen, ikke noget med gener og dna). Det betyder at det for nogle, mig selv inklusive, er nødvendigt at knytte an til en terapeut, som kan give en noget af det, man ikke fik som lille barn. Terapeuten bliver på den måde “den gode mor/far” – for en periode.

Ved gen-forældring kan nogle huller indeni blive helet, og det kan være nødvendigt, før man langsomt kan begynde at arbejde på at blive et helt, ansvarligt menneske. Og lige dér, ja der er klienten på en måde afhængig af terapeuten – afhængig på den gode måde, hvor man tillader sig at få al den varme, støtte og accept af hele sig, som man måske har manglet hele livet.