Need to know eller nice to know?

Jeg er stadig optaget af, hvad jeg skrev om her og her – hvordan jeg opnår en følelse af enkelhed og ro, som for mig er grundlaget for at være tilstede i mit liv på en måde, så jeg kan mærke nærvær og glæde.

Roen kommer, hvis jeg får skåret en masse overflødige ting væk. Alle de ting, som jeg reelt ikke behøver beskæftige mig med, og som reelt ikke giver mig en positiv bonus i mit liv. Hvis du som jeg er særligt sensitiv, kan det især være nødvendigt at få taget et kig på, hvad du fylder dit liv op med. Er det vigtigt eller tager det tiden, opmærksomheden og energien fra det væsentlige?

Det er et løbende arbejde for mig at balancere min videbegærlighed og alt det, jeg gerne vil følge med i og lære noget om på den ene side – og så på den anden side min sensitivitet og mit behov for at vende mig indad for at finde roen.

Det handler om at stille sig spørgsmålet: er det, jeg beskæftiger mig med lige nu, “need to know” eller “nice to know”?

Særligt sensitiv og multitasking

Man siger jo tit, at kvinder er gode til at multi-taske, og det er jeg da også. Eller rettere jeg kan multitaske, og kommer ofte helt automatisk til det, men det er bestemt ikke godt for mig.

Grunden til at det ikke er godt for mig er, at jeg med mit sensitive sind meget nemt bliver oversvømmet af alle indtrykkene – og så mister jeg kontakten med mig selv og mine grænser. Og når jeg på den måde forlader mig selv, bliver det umuligt at være i en ægte kontakt med andre, fx mine børn.

Så når jeg synes, at jeg skal checke mails, se nyheder, sætte en vask over, lave en kop te og snakke med mine børn på samme tid, så bliver jeg simpelthen nødt til at stoppe mig selv. Jeg bliver nødt til at erkende, at mit sind ikke kan tåle det, hvis jeg vil bevare kontakten med mig selv og dermed muligheden for at jeg kan være i en ægte kontakt med andre.

Jeg tror ikke multitasking er godt for nogen, men hvis du som jeg er særligt sensitiv, skal du måske give det en ekstra opmærksomhed, hvad det egentlig gør ved dig, og din evne til at være tilstede.

Særligt sensitive børn

Jeg kan lige så godt indrømme det med det samme – jeg har en svaghed for amerikanske selvhjælps-bøger. Faktisk elsker jeg deres no-nonsense tone, deres you-can-do-it tilgang til tingene (at jeg som oftest når til side hundrede-etellerandet for så akut at få røde knopper over at få stoppet det samme budskab i forskellige indpakninger ned i halsen – det er en anden sag).

Lige nu er jeg optaget af den amerikanske psykolog og psykoterapeut Elaine N. Arons bøger om det at være særligt sensitiv i en verden, der er skruet sammen til at matche de 80%, der ikke er særligt sensitive. Hvis du som jeg oplever dit barn som genert, reserveret, tilbageholdende eller stille i nye situationer, og samtidig oplever en helt anden side af hende derhjemme; en side, hvor hun er non-stop snakkende, kreativ, idérig, levende og glad – ja så er der en chance for at hun er særligt sensitiv.

Min datter er 6 år lige om lidt. Fra hun var omkring 14 dage var hun bevidst om forskellen på mor og fremmede og ville kun være hos mig, og denne læggen afstand til fremmede har fulgt hende lige siden. Jeg har gjort mig rigtig mange bekymringer om hendes generthed/skyhed/reserverethed – bl.a. fordi jeg selv kender til generthed og de besværlige situationer og pinefulde følelser, det kan medføre (jeg ønsker jo som de fleste forældre, at mit barn skal gå gennem livet uden at opleve smerte ;-)). Der har bare hele tiden været noget, som ikke “passede sammen”, når jeg så på min datter, for selv om jeg ser generthed, så ser jeg også et godt selvværd. Hun siger til og fra, har tydelige grænser, som hun holder på, lader sig ikke overskride, ved hvad hun (ikke) vil osv. Og inden i mig hænger min generthed sammen med et dårligt selvværd, hvor jeg bliver for optaget af, hvad andre mon mener om mig.

Lige her gav Elaine Aron mig et svar i sin bog “The Highly Sensitive Child”: et sensitivt barn observerer og opfatter så meget i sin omverden, at det har brug for ekstra tid til at omsætte det hele, at orientere sig, før end det er muligt for barnet at træde ind og deltage i en situation. Så når jeg om morgenen afleverer min datter i børnehaven, og der drøner 10 børn rundt inde i puderummet, er det ikke muligt for min datter umiddelbart at kaste sig frådende ind i legen, men når jeg henter hende om eftermiddagen kommer hun ud fra puderummet – pustende og med røde kinder.

Er dit barn også genert eller bliver det let overstimuleret af for mange indtryk? Har dit barn brug for ro og pauser, hvor oplevelserne kan fordøjes? Har dit barn stærke præferencer i forhold til tøj og mad? Kender du til frustrationen over at andre aldrig oplever dit barn, sådan som du gør med alle dets evner og talenter?