“Den almindeligt hengivne mor”

Jeg er i gang med at læse “Spædbørn og deres mødre”, som er en række artikler og foredrag af børnelægen og psykoanalytikeren Donald Winnicott. Mange af dem er tilbage fra 50’erne og 60’erne, og det slår mig igen og igen, hvor indsigtsfuld og forud for sin tid, Winnicott var, når han beskæftiger sig med mødre og deres helt små børn.

Han indfører begrebet “den almindeligt hengivne mor”, som er den helt almindelige, gennemsnitlige mor uden alvorlige psykiske forstyrrelser. Denne mor vil, hvis man lader hende være i fred, helt automatisk tage sig af sit lille barn på en passende måde. Hun vil helt naturligt og af sig selv opfylde såvel dets fysiske som dets psykiske behov, så det bliver muligt for barnet at udvikle sig.

Winnicott er meget optaget af, at hvis man som “ekspert”, dvs. læge, sygeplejerske, jordemoder, sundhedsplejerske osv., tror at man skal lære den nye mor noget, så risikerer man faktisk at forstyrre den naturlige tilknytning og proces, fordi man får stresset moren. Det, som eksperterne kan og skal gøre, er at skabe rammerne for, at moren har ro og støtte til at finde sin måde sammen med barnet. For så vil hun helt automatisk gøre alt det, som spædbarnet har brug for.

Winnicotts tiltro og kærlighed til mødrene og deres evner for at tage sig af sit barn er for mig dybt rørende. Og jeg mener, at han har fuldstændig ret i, at når vi er nybagte mødre, er vi i en helt speciel tilstand, hvor krop og instinkter tager over. For omgivelserne handler det om ikke at forstyrre dette særlige rum – for så finder de allerfleste mødre ud af tingene på allerfineste måde.

At finde ind til sig selv

Inspireret af denne kommentar fra Hjertets Renhed vil jeg uddybe lidt om det at være unik og ikke sammenligne sig med andre.

Det er et svært arbejde og en lang proces at lære at vende sig indad, hvis du – som jeg – ikke har den evne som en naturlig del af dig. At mærke sig selv, at have sit eget indre som pejlemærke og at lære at handle efter egne behov, drømme og ønsker – det er svært, hvis du hele livet har lært at indrette dig efter andre, sammenligne dig med andre og haft ydre målestokke for succes.

Det er et arbejde som kræver støtte fx i terapi. Hvis du finder en terapeut, der kan være med dig i dén proces, så er du godt på vej. En terapeut kan være det menneske, der er villig til at se, støtte og anerkende dig, mens du arbejder med at få vendt dit perspektiv og få dit eget indre som kompas. Jeg har også måtte erkende, at det er et arbejde, der kræver vedligeholdelse. For mig er det ikke løst en gang for alle, og måske er det også sådan for dig.

Det er min personlige erfaring, at når du tydeligt mærker dig selv med dine ressourcer og begrænsninger, ønsker og grænser, kan der indfinde sig en følelse af glæde, tilfredshed og meningsfuldhed. Så selv om det kan være et sejt stykke arbejde at vende supertankeren og herunder stoppe sammenligningerne, er det det hele værd.

Smertensbarnet

Flere gange i løbet af min uddannelse var temaet, vi arbejdede med, vores familier – både barndomsfamilien og vores nuværende familie. Det handlede bl.a. om roller, ansvar og følelser i familien.

Engang vi arbejdede med vores nuværende familie viste det sig, at for alle os, der havde børn – det være sig voksne børn som små børn – var der ét af børnene, der var smertensbarnet. Dén, man var bekymret for. Dén, man var bange for, hvordan skulle klare sig her i livet. Dén, man ikke altid forstod. Dén, man havde lyst til at ændre ved (hvis man skulle være helt ærlig).

Oftest er det den ældste det går ud over, sommetider midterbarnet og sjældent den yngste. Og ja, jeg skriver “går ud over”, for det kan være en stor byrde for det barn, der skal bære sine forældres bekymring. Det levner ikke så meget plads til at leve og udfolde sit eget liv og sind, og den bekymrede forældre kommer nemt til (uforvarende) at være grænseoverskridende.

Der er virkelig grund til at gøre noget ved den evige bekymring – både for din egen skyld og for barnets. Èn af de ting, der sker i sådan en “bekymrings-relation” er, at man får blandet sig selv og barnet sammen, sådan at det bliver uklart, hvad der reelt er barnets og hvad, der er dine egne temaer, som du får lagt over på barnet – for eksempel din egen angst for at være udenfor, for at være en fiasko eller hvad det nu kan være.

Det vil sætte både dig selv og barnet fri, hvis du vil arbejde med det. Det, du kan gøre, er at undersøge, hvad der er dine egne temaer, så du får dem skilt ad fra barnet. På den måde får du en friere relation til barnet, kan se det tydeligere som en uafhængig person. Dermed bliver det også muligt at se mere realistisk på barnets styrker og svagheder – og også se om det reelt har brug for ekstra støtte i nogle situationer.

Det svære moderskab

Dette skønne indlæg med tilhørende kommentarer ovre hos Frederikke fik mig til at tænke på et af de sidste tabuer indenfor moderskabet. Det er ikke længere et tabu at være uperfekt som mor – det er nærmest blevet moderne, bl.a. her i blog-land, at vedkende sig sin egen utjekkethed i mor-rollen. At man ikke har styr på lukkedagene og forældremøderne i institutionen, ikke producerer en kernesund madpakke, er i sidste øjeblik med fastelavnskostumet osv. – alt det er på en bagvendt måde blevet tegn på, at man er en afslappet, overskudsagtig mor.

Derimod er det stadig vanskeligt at være åben omkring sine følelser og få støtte, når der er noget inderst inde, der er vanskeligt i forhold til moderskabet – fx når det er svært med tilknytningen. Når der er noget svært omkring kærligheden til den lille nye basse. Måske skriger han meget, måske sover hun ikke, som man kunne ønske sig, måske er det “bare” et chok at have født og være blevet mor og mærke den radikale forandring af livet – kort sagt når forventningerne på en eller anden led ikke bliver indfriet.

For hvad gør man, når virkeligheden bare slet, slet ikke ligner drømmene? Og når man mærker, at den forgyldte moderkærlighed ikke bare sådan lige indfinder sig? Og når man samtidig konstant mødes med kommentarer i genren “Husk nu at nyde det” og “Er det ikke bare det bedste, der er sket dig”? Så er det svært at svare “Jo, men det er også det værste” eller “Det er fandme svært at nyde tiden med en skrigeunge, som jeg ikke kan stille tilfreds, og jeg føler mig som en uduelig mor”.

Det er svært at åbne op om tilknytningsvanskeligheder, fordi det er så sårbart. Det er sårbart, fordi det vedrører vores eget allerinderste – der hvor vi selv engang har været afhængige af nogle andre. Samtidig er åbenhed det eneste, der hjælper, for det vil bringe dig ud af ensomheden, og du vil opleve, at der virkelig er andre, der også har oplevet noget lignende og som forstår dig. Når du får forståelse og omsorg, bliver det muligt for dig at arbejde med det vanskelige og finde frem til din måde at være mor på.

Fordi jeg selv har været dér, hvor det var svært for mig helt at knytte an til mine børn (af forskellige grunde, som jeg måske vil fortælle om en anden gang) går mit hjerte ud til alle de kvinder, der kæmper og har det svært med at være mor til deres små guldklumper. Jeg håber I rækker ud og får den støtte og omsorg, som I har brug for.