Sommerferie

Det ser ud til, at bloggen bag min ryg har besluttet sig til at holde sommerferie… Så den næste måneds tid vil jeg skrive ganske sporadisk – og så ellers satse på at komme op i gear igen, når hverdagen for alvor begynder i august.

Du er selvfølgelig fortsat velkommen til at kontakte mig, hvis du er interesseret i at gå i terapi eller deltage i en gruppe.

Rigtig god sommer til jer alle 🙂

Reklamer

Om at skære ind til benet

Vel hjemvendt fra seks dages ferie uden fjernsyn, bøger og computer (gisp!) prøver jeg nu at holde fast i den følelse, det har givet mig indeni – en følelse af enkelhed.

Jeg tog bevidst ingen form for underholdning med til mig selv, og bare lidt til børnene, for at se, hvad der så skete…

Og der skete jo det, at jeg ikke behøvede eller savnede tingene. Tværtimod mærkede jeg en befrielse i ikke at forholde mig til mails, nyhedsbreve, facebook, blogs (ironisk, I know), nyheder – alt det, jeg på mystisk vis får fyldt mit liv op med. Ting, som på en måde tager fokus væk fra det egentlige: relationen til mig selv, min mand og mine børn.

Så nu skal jeg være meget bevidst og ikke bare fortsætte i samme spor, som inden jeg tog afsted. Nu skal jeg skære alt det væk, som jeg ikke har savnet. For på den måde får jeg helt konkret mere tid, og jeg får mere rum i mit hoved og i min sjæl til at kunne være tilstede i mit liv.

Tiden går og hvad udretter jeg?

Advarsel – dette indlæg er super banalt og i den lommefilosofiske genre. Men alligevel – i dag, da jeg var ude at løbe og mærkede i luften, at det var blevet forår, slog det mig pludselig, at i dette forår er det to år siden, at jeg var højgravid med lillebror. To år! Helt ærlig, jeg fatter ikke, hvor den tid er blevet af.

En del af mig føler, at jeg ikke har udrettet noget. Som om der ingenting er sket i de år. Som om der er gået uendelige tider uden nogen form for udvikling, forandring eller blot begivenheder. At jeg har været i en hård tid i en evighed (for det var hårdt at få lillebror – mere om det en anden gang) – at jeg har været stuck i en svær situation i meget lang tid.

På den anden side har jeg en følelse af, at jeg lige har blinket med øjnene, og så er der gået to år, og gud hvor ser tingene meget anderledes ud nu end for 1, 1½ eller to år siden.

I den slags situationer kan det være godt at lave et reality tjeck. Hvad er der egentlig sket, hvad har jeg egentlig udrettet? – og give mig selv lidt credit for det. Jeg har blandt andet færdiggjort min uddannelse til psykoterapeut og taget hul på min karriere som sådan. Med et spædbarn – og siden en tumling – på slæb. Det er da meget godt gået.

Der er jo også sket det, at børnene er blevet to år ældre, og på den måde (i min verden) to år nemmere. Jeg har fået indrettet min dagligdag, så den i høj grad er, som jeg ønsker det. Så jeg har bevæget mig væk fra den fastlåste, svære situation, uden helt at bemærke det i processen.

Så hvad vil jeg egentlig sige med det her? Måske noget med, at det godt kan føles som om, der ingenting sker, og at det svære ikke forandrer sig. Men hvis du kigger nærmere på det – med et realistisk og detaljeret blik – så er der som oftest sket en hel del i den forgangne tid. Og hvis der ikke er (og du er utilfreds med det, vel at mærke) ja så er der måske noget at arbejde med?