At fordoble sine problemer

Kender du det, at du bebrejder dig selv, når du føler et eller andet? At hvis du er ked af det, vred over noget, frustreret eller bare små-irriteret, så er der samtidig en stemme, der kører inden i dig, som siger noget i retning af: “Tag dig dog sammen”, “Det er da ikke noget at være ked af”, “Kom dog videre”, “Du er også så overfølsom” osv.

Så ikke alene er du plaget af sorg eller vrede – du bebrejder også dig selv, at du har det sådan. På den måde får du skabt dig selv to problemer i stedet for blot det ene, som det startede med.

Denne tanke stødte jeg første gang på, da jeg læste Bent Falks skønne lille bog “At være dér, hvor du er” (som du bl.a. skal læse, hvis du har mistet og er i sorg), og tanken er blevet en del af mit grundlag som psykoterapeut.

Terapi handler ofte om at acceptere, hvad der sker inden i dig følelsesmæssigt og mentalt. For hvis du kan acceptere dine følelser i et givent øjeblik og stoppe selvbebrejdelsen og selvhadet, ja så har du ud fra denne tankegang allerede halveret dine problemer.

Barn af alkoholiker #5

Voksne børn af alkoholikere har tit svært ved at more sig. Det hænger selvfølgelig sammen med, at du ikke havde det ret sjovt som barn, for dengang var der virkelig ikke ret meget at more sig over. Stemningen i et hjem præget af alkoholisme er ikke ligefrem sjov, fjollet eller uhøjtidelig.

Tværtimod har livet ofte været meget alvorligt og bittert, og samtidig er du sikkert blevet pålagt en voksenrolle og et ansvar, som var langt forud for din alder.

Det spontane, barnlige, fjollede er blevet kvalt i dig, og også nu, hvor du er voksen, sker det sjældent for dig, at du lader dig rive med af leg, fest og pjatteri.

Kunne du tænke dig, at det var anderledes? Så er du nødt til at arbejde med at vække dit indre barn til live. Gør nogle af de barnlige ting, du aldrig har prøvet. Prøv at komme i tanke om, hvilke lege, du drømte om som barn. Hvilke fantasier havde du om at have det sjovt?

Det kan også være en god idé at være sammen med mennesker, som du ved er gode til at have det sjovt, og gode til at finde på fis og ballade. Det vil sikkert føles ubekvemt og kunstigt i starten, når du kaster dig ud i en sjov leg. Sådan er det med al udvikling og forandring. Måske vil du føle dig til grin og blive genert, men efterhånden vil du erfare, hvor meget glæde det også bringer dig.

Du kan læse mere i Janet G. Woititz’ “Voksne børn af alkoholikere”.

Du kan også arbejde med det i individuel terapi eller i en gruppe – se mere ovenfor.

Din egen indre forælder

Hvis du mangler sommerferie læsning, så kan jeg anbefale Elizabeth Gilberts vidunderlige bog “Eat pray love”, som jeg før har skrevet om. Den er fyldt med så mange fine indsigter formidlet på en meget afvæbnende og humoristisk måde, og jeg er ved at genlæse den med stor fryd.

I starten af bogen beskriver Elizabeth et redskab hun bruger, når hun føler fortvivlelse og ikke ved, hvad hun skal gøre. Hun skriver i en notesbog alt, hvad hun er desperat og fortvivlet over – lukker det hele ud. Og så venter hun… Indtil en stemme indeni hende svarer og skriver til hende i bogen. Stemmen svarer med kærlighed, forståelse og omsorg, og den giver hende en følelse af at være omsluttet af kærlighed og elsket som lige den hun er, og uanset, hvad hun gør.

Som jeg læser det, er hun i kontakt med sin egen indre forældre – dén del af hende, der elsker uendeligt og betingelsesløst, og som giver hende mulighed for at bevæge sig gennem den umiddelbare fortvivlelse.

Vi kan alle arbejde med den indre del af os selv, den stemme, som altid er parat til at give os omsorg. Det er ikke bare sådan lige at lære i et snuptag, hvis vi ikke har lært det som en naturlig del i vores opvækst, men det kan læres med den rette støtte. Så næste gang du føler fortvivlelse, vrede, desperation, ikke ved, hvad du skal gøre, kan du prøve at spørge dig selv: Hvad ville min indre rigtig gode forælder sige til mig nu for at hjælpe og trøste mig?

At rumme sine følelser

Rigtig mange har brug for støtte til at lære deres følelser at kende. Meget terapeutisk arbejde handler om at mærke sine følelser og udtrykke sine følelser, fordi så mange har lag på lag af tanker og normer udenpå følelserne, så de er blevet tæt på umulige at mærke.

Det modsatte kan dog også være tilfældet – at følelser fylder så meget, at det mere er følelserne, der har en person, end det er personen, der har følelserne. I sådanne tilfælde handler det terapeutiske arbejde om at lære, hvordan man rummer sine følelser og ikke pr. automatik udtrykker alt her og nu og med voldsom intensitet.

Det kan være utroligt opslidende, hvis man ikke kan rumme sine følelser, selv om det kan føles tilfredsstillende i øjeblikket, hvor man skriger sin vrede ud.  Umiddelbart føles det bedre med instant følelses-udladning, men i længden kan du komme til at føle dig meget tyndslidt.

Tyndslidt, fordi du ikke er i kontrol, fordi du kommer til at sige ting, som du skal undskylde for, og fordi det paradoksalt nok kan blive svært at mærke, hvad du egentlig føler. Du får aldrig mulighed for at mærke efter, hvad der ligger bag den eksplosive vrede eller den altfortærende ked af det-hed, hvis den konstant udtrykkes her-og-nu.

Hvis du har det sådan, kan den gode udvikling for dig være at arbejde med at forholde dig i ro. Give dig selv mulighed for at undersøge, hvad der sker med dig, hvis du vender din energi lidt indad og mærker efter bag ved de umiddelbare følelser, der bare vil ud.

Når den indre kritiker tier

Kristine gav mig lidt at tænke over med de sidste sætninger i dette indlæg. Hun spørger om, hvad der sker, når vi slipper kontrollen og opgiver idealet om det perfekte. Hvad ville der så komme ud af vores hjerte?

Det giver mig stor mening i forlængelse af det, jeg skrev forleden om den indre kritiske stemme. For det er også et meget relevant spørgsmål i den forbindelse: Hvad bliver der plads til, når den indre kritiker tier?

Så længe den indre nedgørende dommer kværner afsted, er det svært at høre andet. Det er ikke muligt at mærke alt det, du er god til og glad for ved dig selv. Det er er ikke muligt at mærke alle dine talenter, passioner og ting, du glædes over ved dig selv.

Det kan være så uvant at mærke dine behov, lyster, interesser og krav – og at se på alle disse dele af dig med kærlighed, omsorg og glæde. Så uvant, at det er mere komfortabelt at holde fast i den negative kritiker indeni, fordi det bliver for svært at håndtere al den glæde og alt det liv, der måske springer ud af dit hjerte, hvis din indre dommer bliver stille.

Selvkritik og selvhad

Det er ikke forbeholdt voksne børn af alkoholikere at udøve en nådesløs selvkritik. Mange af os har en mere eller mindre konstant indre stemme kørende, der fortæller os om, hvor uduelige, talentløse, pinlige – ja forsæt selv listen med dine nedsættende ord – vi er.

Hvis du vil, kan du arbejde terapeutisk med at lukke munden på denne indre dommer, så du ikke skal leve et liv præget af selvkritik og selvhad.

En del af arbejdet kan handle om at spore oprindelsen til denne indre nedgørende stemme. Hvem har lært dig, at du ikke er dygtig, sød, pæn, talentfuld osv., osv.? På den måde kan du finde ud af, at det ikke er en naturlig del af dig, men noget som nogen har puttet ind i dig.

En anden del af arbejdet kan handle om at finde ud af, hvordan du giver dig selv opbakning, når du mærker stemmen gå i gang. Hvordan kan du give dig selv den omsorg og kærlighed, som du har brug for, for at kunne stoppe med at kritisere dig selv? Hvordan kan du aktivere den del af dig, som er modpolen til selvhadet?

Barn af alkoholiker #4

Mange voksne børn af alkoholikere udøver en nådesløs selvkritik. Det handler dybest set om, at det ikke lykkedes dig at stoppe drikkeriet i din familie som barn. Du blev sikkert også kritiseret for alt og ingenting, og intet du gjorde var godt nok. Måske blev du endda direkte beskyldt for at være skyld i drikkeriet, fordi du var så umulig en unge.

Den negative selvopfattelse er nu, hvor du er voksen, så integreret i dig, at du helt automatisk tager ansvaret for de ting, der går galt. Og omvendt, hvis noget går godt, opfatter du det ikke som din fortjeneste men som nogle andres eller omstændighedernes.

At kritisere dig selv og rakke dig selv ned er en indgroet vane, at vende alting indad og bebrejde dig selv, og det kan blive ganske opslidende.

For at ændre på det, skal du øve dig i at se på dig selv med kærlighed og omsorg. I forandringsfasen kan det føles meget utrygt og ubehageligt at indtage en positiv, rosende eller anerkendende holdning til dig selv – simpelthen fordi det er så uvant. AL forandring og udvikling går gennem smerte og ubehag, også når det umiddelbart virker positivt, hvad der sker. Det kan være nødvendigt med støtte i terapi, hvor terapeuten anerkender, møder og udviser dig omsorg.

Du kan læse mere i Janet G. Woititz’ bog “Voksne børn af alkoholikere”.