Hvorfor går jeg (stadig) i terapi?

I forlængelse af dette indlæg kan man spørge, hvorfor jeg ikke bare selv kan reflektere over mine problemer og selv arbejde med at udvikle mig til det hele menneske, jeg gerne vil være? Jeg må da have redskaberne til det som terapeut? Eller hvorfor kan jeg ikke gøre det sammen med gode venner?

Det er fordi, der sker noget helt særligt i relationen med en god terapeut. Terapi er – skåret helt ind til benet – en bestemt måde at møde et andet menneske på. En helt igennem åben, ikke-dømmende, anerkendende, omsorgsfuld måde, der handler om at udforske klientens måde at opleve verden. Dette skaber det helt særlige rum, hvor det er muligt for mig at undersøge, hvordan jeg konstruerer min verden og min mening – og ændre noget, hvis jeg vil.

Det er noget helt andet end samvær med gode venner, som jo også indeholder diskussioner, gode råd, sladder, sammenligninger med andre og meget andet godt. Gode venner kan jeg ikke undvære, men samvær med dem kan ikke erstatte terapi.

Og jeg kan ikke lave terapi på mig selv. Selvfølgelig kan jeg reflektere og føre indre dialoger på en anden måde, end inden jeg gik i terapi og inden jeg uddannede mig, men det er i relationen, det særlige møde med terapeuten, at ting sker. Dén relation er jeg afhængig af for fortsat at udvikle mig og få det liv, jeg ønsker.

3 thoughts on “Hvorfor går jeg (stadig) i terapi?

  1. Jeg er ikke selv i terapi for øjeblikket, men i går var jeg på besøg hos min søster, som også er terapeut. Sammen med hende kom jeg steder hen, som jeg ellers kun kan komme i et professionelt terapeutisk rum. Det fik mig til at mærke, at jeg savner det terapeutiske rum og blev en ‘reminder’ til, at jeg skal til at have fundet mig en ny en af slagsen.

  2. Jeg tror på at uanset om man er terapeut eller ej, så kan man ikke få det hos sine venner, som man kan få hos en terapeut/psykolog/coach/hvad man nu går til. Jeg kan i hvert fald ikke. Der er ligesom en eller anden barriere der bliver nedbrudt, når man ingen personlig relation har til den man taler med…

  3. Anni – det lyder skønt med en søster, der også kan give dig noget af det, du ellers får i terapi. Kan godt forstå du savner det🙂
    StressStories – jeg er enig med dig i, at det er noget unikt, der sker i terapi, som ikke sker i andre relationer. Nogle ting kan også være så sårbare at se på, at det paradoksalt nok kræver én, som man ikke har en privat relation til. Én som man ikke efterfølgende skal sladre med på en café eller i biffen med😉

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s