I forlængelse af dette indlæg kan man spørge, hvorfor jeg ikke bare selv kan reflektere over mine problemer og selv arbejde med at udvikle mig til det hele menneske, jeg gerne vil være? Jeg må da have redskaberne til det som terapeut? Eller hvorfor kan jeg ikke gøre det sammen med gode venner?
Det er fordi, der sker noget helt særligt i relationen med en god terapeut. Terapi er – skåret helt ind til benet – en bestemt måde at møde et andet menneske på. En helt igennem åben, ikke-dømmende, anerkendende, omsorgsfuld måde, der handler om at udforske klientens måde at opleve verden. Dette skaber det helt særlige rum, hvor det er muligt for mig at undersøge, hvordan jeg konstruerer min verden og min mening – og ændre noget, hvis jeg vil.
Det er noget helt andet end samvær med gode venner, som jo også indeholder diskussioner, gode råd, sladder, sammenligninger med andre og meget andet godt. Gode venner kan jeg ikke undvære, men samvær med dem kan ikke erstatte terapi.
Og jeg kan ikke lave terapi på mig selv. Selvfølgelig kan jeg reflektere og føre indre dialoger på en anden måde, end inden jeg gik i terapi og inden jeg uddannede mig, men det er i relationen, det særlige møde med terapeuten, at ting sker. Dén relation er jeg afhængig af for fortsat at udvikle mig og få det liv, jeg ønsker.
Dorte Møllmann 